Liv og aktivitet ved Bårse søerne

Økonomi, Planlægning og Udvikling udvalget bevilger 60.000 kr. til udarbejdelse af plan for Bårse Søerne.

Det samlede budget er på 120.000 kr. og det ansøgte beløb svarer til 50 procent. Projektets formål er at udarbejde en samlet udviklingsplan, der efterfølgende kan gøre Bårse Sø området til et rekreativt naturområde for hele lokalområdet. Pengene kommer fra LUP puljen. 

I over 10 år har forskellige aktører forgæves forsøgt at etablere et vandsportscenter i Bårse Søerne. Kommunen har nu overtaget grunden og opfordret lokalsamfundet til at fremkomme med en samlet udviklingsplan for området til et spændende rekreativt naturområde med en række faciliteter som vil tiltrække lokalbefolkningen. Landsbyen Bårse har for flere år siden udarbejdet en række ønsker/muligheder for området i et notat, som primært vil danne grundlag for udviklingsplanen.

En projektgruppe nedsat af alle landsbyens foreninger og "Landet mellem fjordene" vil i samarbejde med en landskabsarkitekt udarbejde udviklingsplanen, som derefter skal forelægges lokalbefolkningen og Vordingborg Kommune og efterfølgende danne grundlag for fundraising, så planen kan realiseres.