Mønske landmænd får øen til at blomstre

Landmændene har sået blomster til de vilde bier, der er faldet i antal.

Det igangværende arbejde med at få Møn og Nyord udnævnt til biosfæreområde, har modtaget stor og god opbakning fra de lokale landmænd. De har sået blomster til de vilde bier, der er faldet markant i antal de seneste år.

De mønske landmænd bidrager til Møn Biosfæreprojektet på forskellig vis. Senest med initiativet om at forbedre vilkårene for de vilde bier i området, hvor 21 landmænd, Brugsen i Borre, Nyord Jagtforening og lodsejere har tilsået det, der svarer til i alt 7,5 hektar landbrugsjord med såkaldte bi-striber af en særlig blanding nektar- og pollenblomster.

Borgmester Michael Seiding Larsen glæder sig over det mønske landbrugs bidrag og støtte til projektet.

”Det er i høj grad deres bidrag, der er med til at gøre biosfæreprojektet til en succes, og vi er glade for, at de vil være med til at føre det ud i livet. Møn Biosfære er baseret på frivillighed og en ide, der skal forfølges. Der har været nogen skepsis for, om projektet vil medføre begrænsninger på landbruget, men vi har gjort meget ud af at fortælle, at det kun bygger på gældende national lovgivning. Det har vist sig, at give god mening for landmændene, og det er beundringsværdigt hvor stort et ejerskab de har taget i projektet.”

Bi-striber gavner biodiversiteten

Formålet med bi-projektet er, sommeren igennem, at producere pollen og nektar, som tiltrækker bier, sommerfugle og andre insekter. Det giver føde for insekterne og danner samtidig fødegrundlag for de vilde fugles unger.

”Det er et godt initiativ, som kommer både os, bierne og naturen til gode. Vi hjælper de pressede bier, og de bestøver vores afgrøder og de vilde planter. Jeg kan generelt godt lide hele tanken bag biosfæreprojektet. Vi skal passe på naturen og kan sagtens drive vores erhverv i harmoni med den,” siger Jens Wedele Petersen, der er landmand på Koster Færgegård.

Bi-striberne er fordelt over hele Møn, og vil f.eks kunne opleves på en gåtur langs Stege Fælled. Her blomstrer de langs markkanten af stien, der fører fra Klintevejen til Stege Ny Skov.

Frøpakker uddeles til haveejere

Det er ikke kun landmændene som kan hjælpe de vilde bier. Vordingborg Kommune og Møn Biosfæreprojektet har lavet 1500 pakker med blomster-frø, som uddeles til haveejere på Møn og Nyord. På den måde, kan private også bidrage til projektet ved at plante blomsterne i deres have.

Frøene uddeles fra den 15. maj i bl.a. House of Moen, på Møn Biosfæreudflugten den 24. maj i Middelalderhaven i Stege samt gennem Feriepartner Møn-Stevns til feriehusejere.