Nu kan du stille op til ungdomsrådet

Frem til den 3. marts kan du stille op til kommunens nye ungdomsråd.

Vordingborg Kommune er netop nu i fuld gang med at samle et ungdomsråd. Så går du i 8. klasse, på en af vores fem distriktsskoler, Kalvehave Skole & Børnehus eller Vordingborg Ungdomsskole og 10. klasse, og har du lyst til at stille op som kandidat til ungdomsrådet, så skal du tilmelde dig senest den 3. marts 2017.

Ungdomsrådet skal være med til at involvere de unge i alle de debatter, hvor det er relevant, og hvor de unge selv har noget på hjerte. Der er lagt op til en åben model, hvor ungdomsrådet selv vælger, hvilke områder de ønsker at arbejde med.

Det første valg til ungdomsrådet afholdes i uge 11. Valget foregår på de fem distriktsskoler, Kalvehave Skole & Børnehus og Vordingborg Ungdomsskole og 10. klasse. Herefter følger et opstartsmøde, for de valgte medlemmer, i ungdomsrådet i uge 12 (den 21/3 2017), hvor arbejdet med ungdomsrådets vedtægter, principper og mødekalender igangsættes.

Ungdomsrådets medlemstal kan variere fra syv til 14 medlemmer.

Tilmelding sker til elevrådskontaktlæreren på din skole.

Kommunens privat – og friskoler opfordres også til at vælge et medlem til ungdomsrådet.

Tilmelding sker direkte til Marta Rudnicka på mail mr@ungdomsskolen.org.

Medlemsskabet er personligt og medlemmerne repræsenterer derfor ikke den skole, hvorfra de er valgt.

Ungdomsrådets medlemmer kan side i rådet til de fylder 18 år. Ungdomsrådet etableres i første omgang på forsøgsbasis, frem til foråret 2018.