Ny professionsaftale indgået

Lærerkreds, skolelederforening og Vordingborg Kommune indgår aftale.

Lærerkredsen for Faxe og Vordingborg og skolelederforeningen har sammen med Vordingborg Kommune skrevet under på en professionsaftale for lærere og børnehaveklasseledere.

Professionsaftalen danner rammen for udmøntning af lærernes arbejdstid og har bl.a. til formål at styrke skolernes sociale kapital og at understøtte opgaven med indfrielse af de politiske målsætninger på skolerne for dermed at skabe større effekt og bedre resultater for elevernes læring.

En af hjørnestenene i aftalen er et tæt samarbejde mellem ledelse, tillidsvalgte og medarbejdere på skolerne med dialog og involvering i beslutninger om arbejdets indhold og tilrettelæggelse.

”Vi ved bl.a. fra medarbejdetrivselsundersøgelsen for 2016, at tilpas sammenhæng mellem arbejdsopgaver og ressourcer og at involvering i beslutninger og indflydelse på forandringer på arbejdspladsen, er savnet hos lærerne. Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt retning af at kunne imødekomme lærerne i deres ønske” udtaler skolechef Søren Kokholm.

Et af elementerne i aftalen skal bl.a. sikre at nyuddannede lærere får en god start i folkeskolen, ved at der sættes et loft på max. 750 undervisningstimer første år. Det giver mulighed for at give tid til forberedelse og fordybelse til at sætte sig ind i gældende lovgivning, politiske mål mv.:

”At være nyuddannet lærer i folkeskolen er en stor mundfuld, så ved at skabe bedre rammer, får vi givet nye lærerkræfter et godt afsæt til lærergerningen” udtaler Søren Kokholm.

Det er en meget tilfreds skolechef der udtrykker begejstring for resultatet og ikke mindst samarbejdet med Danmarks Lærerforening: ”Det er en fornøjelse at samarbejde med den lokale lærerkreds i Vordingborg. Også i dette forløb har vi mødt hinanden med respekt og fælles interesse i at skabe gode arbejdsforhold i et stærkt og attraktivt skolevæsen.”

Det er skolechef Søren Kokholm, der sammen med formand for lærerkredsen Faxe-Vordingborg, Lene Høiriis Nielsen, næstformand for FTR Vordingborg Mette Brendstrup og formand for skolelederforeningen og TR Klaus da Cunha Bang har formuleret aftalen, som blev underskrevet den 27. januar 2017.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side