Nyt om politik uge 22

I denne uge er der nyt fra kommunalbestyrelsen samt syv politiske udvalg.

Kommunalbestyrelsen afholdt møde torsdag den 31. maj. På dagsordenen var blandt andet et nyt supermarked på Næstvedvej, nedsat timetal til mellemtrinnet på Gåsetårnskolen, indstiftelse af en Natur- og Miljøpris, en ophævelse af ensretningen i Algade vest samt salg af Skipperkroen i Præstø.

 

Nyt supermarked på Næstvedvej

Kommunalbestyrelsen besluttede at give dagligvarekæden Rema 1000 tilladelse til at opføre et supermarked på ca. 1040 m2 på Næstvedvej 425 i Køng. Supermarkedet vil få tilkørsel fra Bankevejen, som er en sidevej til Næstvedvej.

Ansøgningen om etablering af et supermarked har været sendt i høring dels hos lokalrådet

dels hos ”initiativgruppen for bedre dagligvarevandel i Lundby”.

Lokalrådet meddelte, at man ikke havde indvendinger mod det ansøgte, mens Initiativgruppen gav udtryk for bekymring for tomme butikker og for en forringet service, idet det er usikkert om posthus og pakkelevering kan fortsætte hos Rema 1000.

Rema 1000 havde også søgt om tilladelse til at opføre en selvbetjent tankstation i forbindelse med supermarkedet. Det ønske ville kommunalbestyrelsen dog ikke imødekomme. 

Opførelse af et supermarked kræver ændring af den gældende kommuneplan, samt udarbejdelse af en lokalplan. Det arbejde vil blive iværksat, når der er foretaget forhandlinger mellem dagligvarekæden og Vordingborg Kommune om vilkårene for at opføre et supermarked.

 

Nedsat timetal til mellemtrinnene på Gåsetårnskolen

Kommunalbestyrelsen godkendte en ansøgning fra Gåsetårnskolen om fra det nye skoleårs begyndelse, at benytte muligheden i folkeskoleloven til at afkorte skoledagen for mellemtrinnet på skolens fire afdelinger.

Det skal ske ved, at konvertere 120 timers understøttende undervisning i 4., 5. og 6. klasserne til en tolærerordning, så der fire timer om ugen vil være to lærere til stede i klasserne.

Med tolærerordningen gives der større mulighed for undervisningsdifferentiering, hvor lærerne og pædagogerne kan organisere elevernes læreprocesser i fleksible grupper, som er delt op efter elevernes individuelle forudsætninger og niveauer både fagligt og socialt.

Målet er at opnå en fælles kultur med afsæt i en faglighed der rummer deltagelsesmuligheder og udvikling for alle elever.

Skolebestyrelsen bakker op bag ønsket og mener, at det vil kunne give bedre trivsel, bedre karakterer og positive udfordringer både for lærere og elever.

Afkortningen af skoledagen for mellemtrinnene på Gåsetårnskolen vil betyde, at eleverne får tre timers mindre skolegang om ugen.

 

Natur- og Miljøpris

Kommunalbestyrelsen har besluttet at indstifte en Natur- og Miljøpris for Vordingborg Kommune.

 Projekter eller initiativer, der kan komme i betragtning, skal opfylde flest mulige af følgende kriterier:

  • Løse specifikke natur-, miljø- eller klimaudfordringer med succes

  • Øge miljøbevidstheden og miljøhensynet blandt en større gruppe personer

  • Inddrage flere forskellige interessenter eller borgergrupper eller skabe netværk

  • Have nyhedsværdi og mulighed for at kunne spredes til andre

  • Have et bæredygtighedselement på tværs af natur, miljø, klima, økonomi, sundhed, kultur og sociale faktorer

Alle, der bor, arbejder eller er foreningsaktive i Vordingborg Kommune kan indstille andre eller sit eget initiativ til prisen. Indstillingerne sendes senest den 1. oktober til Byg, Land og Miljø. Forslagene bedømmes af Miljørådet med formanden for Klima og Miljø i spidsen.

 

Ophævelse af ensretning i Algade vest

Kommunalbestyrelsen har besluttet, at ensretningen i den vestlige del af Algade skal ophæves.

Efter ønske fra de erhvervsdrivende i den vestlige del af Algade vil ensretningen i gaden blive ophævet. Det betyder, at man fremadrettet vil kunne køre i begge retninger på strækningen imellem Boulevarden og Goldschmidtsvej. Formålet er at gøre adgangsforholdene til forretningerne i området mere fleksible. Ændringen vil træde i kraft når de eksisterende færdselstavler med ensretning er blevet fjernet. 

I efteråret 2017 blev besluttet, at restriktionerne for cykling i Algade skulle fjernes. Denne ændring vil blive implementeret samtidigt med ophævelsen af ensretningen.

 

Børnehuset Nordlys renoveres.

Kommunalbestyrelsen frigav på deres møde tre millioner kroner som skal bruges til at skabe et bedre indeklima for både børn og voksne i Børnehuset Nordlys’ afdeling på Prins Jørgens Alle. Renoveringen skal give bedre luft, bedre lys og bedre lyd. Arbejdet er planlagt til at gå i gang til juli.  

 

Skipperkroen i Præstø sættes til salg.

Kommunalbestyrelsen har godkendt, at Skipperkroen i Præstø sættes til salg.

Skipperkroen, der har et areal på 172 kvm i stuen og et stort lokale på 1. sal på 117 kvm, har stået tom i seks måneder.

For at sikre liv og aktivitet i både høj- og lavsæsonen har det været forsøgt at leje den ud under betingelse af, at der blev drevet virksomhed indenfor restauration, fødevarer, hotel eller spisested.

Efter en gennemgang af de indkomne bud har Udvalget for Plan og Teknik i stedet anbefalet, at kroen sælges. Det indstilling har kommunalbestyrelsen nu godkendt.

Skipperkroen vil blive udbudt til salg i nærmeste fremtid, dog med samme ambition om, at der i købstilbud beskrives hvordan køber ønsker at benytte bygningen til at understøtte livet på havneområdet.

Salgsopstillingen bliver offentliggjort på Vordingborg kommunes hjemmeside under

www.vordingborg.dk/erhverv/erhvervsgrunde

 

Herunder kan du læse hele referatet fra kommunalbestyrelsen og de øvrige udvalg.

Kommunalbestyrelsen

Udvalget for Arbejdsmarked og Uddannelse

Udvalget for Børn, Unge og Familie


Udvalget for Klima og Miljø

Udvalget for Kultur, Idræt og Fritid


Udvalget for Plan og Teknik


Udvalget for Social og Psykiatri


Udvalget for Turisme, Udvikling og Erhverv

 

Se andre dagsordener og referater her.