Shell rykker ind på Afkørsel 41

DCC Energi har købt et areal på erhvervsarealet Afkørsel 41 med henblik på at opføre en ny Shell station.

Shell forventer at rykke ind på Vordingborg Kommunes erhvervsareal Afkørsel 41, som ligger klos op af motorvejen ved afkørslen til Stensved.

Både placeringen op til motorvejen og den lokale trafik i området er attraktiv, og DCC Energi ser det som en god mulighed for at fortsætte udbygningen af netværket af Shell stationer.

”Vi har en klar strategi om at åbne stationer på attraktive placeringer og området ved afkørsel 41 ligger lige ved en motorvej, hvor der forventes stigende trafik. Samtidig er det et erhvervsområde i udvikling”, siger retaildirektør i DCC Energi, Søren Møller Maretti.

”Vi har gennem længere tid arbejdet intenst på at få tiltrukket nogle større virksomheder til Afkørsel 41, aktuelt arbejder vi for at få ændret lokalplanen, så den giver flere muligheder. Jeg glæder mig derfor meget over, at det nu ser ud til at lykkes. Jeg er ikke i tvivl om, at en Shell station på området vil kunne virke som et lokomotiv og gøre, at endnu flere vil få øjnene op for den gode og centrale beliggenhed, samt de mange fordele, der er ved at placere sin virksomhed på erhvervsarealet afkørsel 41,” siger borgmester Michael Seiding Larsen.

”En tankstation er vigtig for områdets videre udvikling. Den skaber synlighed og trafik og giver grobund for synergier. Fastfood og vaskehal kan være naturlige udbygninger til en tankstation. Derfor sætter vi nu endnu flere kræfter ind på at markedsføre Afkørsel 41,” siger Michael Seiding Larsen.

Begge parter er meget tilfredse med aftalen, forklarer Søren Møller Maretti

”Vi har i hele processen haft et rigtigt godt samarbejde med Vordingborg Kommune og Vordingborg Erhverv, som har været dygtige og professionelle partnere. Dette har naturligvis også været medvirkende til, at vi vælger at satse på Afkørsel 41 frem for andre placeringer nu og her”.