Skolerne får nye udearealer

Der er i 2018 afsat 2.640.000 kroner til nye og bedre udearealer og legepladser på skolerne.

Pengene skal bruges til at imødekomme nogle af skolernes ønsker til nye og bedre udearealer og legepladser. 

De forbedringer der i 2018 gennemføres på skolerne er:

  • Junglebane/bevægelsessti på Gåsetårnskolen, Kastrup Afdelingen.
  • Udeareal med naturvidenskabeligt tema på Kulsbjerg Skole, Stensved Afdelingen og Mern Afdelingen.
  • Gyngerede, balancebane og klatretårn på Møn Skole, Fanefjord Afdelingen.
  • Parkour-junglebane til klatring på Svend Gønge-Skolen, Bårse Afdelingen.
  • Multibane på Præstø Skole.

Ved indgåelsen af budgetaftalen for 2018, bevilgede Kommunalbestyrelsen 1 mio. kr. til udearealer på skolerne. Forud for bevillingen har der været en proces, hvor administrationen på baggrund af konkrete ønsker fra skolerne foreslog en model, hvor skolerne bidrog med 50 % og Kommunalbestyrelsen afsatte de resterende 50 % på budgettet for 2018.

Oprindeligt blev der derfor ansøgt om, at Kommunalbestyrelsen afsatte 1,3 mio. kr. til de nye legearealer i budget 2018. Skolers fællesområde har bidraget med de manglende 0,3 mio. kr. så der er opnået fuld finansiering til gennemførelse af projekterne, samtidig med at skolerne fortsat bidrager med en egenbetaling på 50 %.