Stege på den anden ende

Uge 24 byder på mange spændende oplevelser i anledning af Steges 750 års jubilæum.

Efter den officielle indledning på Steges 750 års byjubilæum midt i maj er turen nu kommet til en uge sprængfyldt med aktiviteter, og især weekenden 15, 16 og 17. juni byder nærmest på et overflødighedshorn af aktiviteter.

Apropos kage starter den kommende uges festligheder allerede mandag d. 11. juni med ”Åbent Bageri” på Bisca. Her byder kommunens største private virksomhed borgerne på rundvisning, der er sjov for børn samt kaffe og kage. Billetter skal købes forud på Møns Museum og overskuddet går til etableringen af et shelter på Camønoen. Dagen efter slutter elever fra Musikskolens Mønafdeling året af med en koncert i byjubilæets tegn – titlen er ’Tiden går’ - på Møns Museum eller i Bio Stege (alt efter vejret).

Fredag d. 15. juni står i Middelalderhavens tegn, idet folkene bag Middelalderhavens etablering ved Stege kirke efter næsten to års arbejde nu kan invitere til officiel indvielse i tidsrummet kl. 10 - 17. Bente Scavenius, landskendt kunsthistoriker med stor tilknytning til Møn, indleder dagen med foredrag om ’Blomster i kunsten’. Senere bydes der bl.a. på to koncerter med Michala Petri og Lars Hannibal.

Samme dag kan Møns Fodboldklub tage hul på tre dages kræmmermarked på den gamle dyrskueplads. Kræmmermarkedet er på ingen måde udsprunget af byjubilæet, men det er et nutidigt udtryk for et af jubilæumsårets vigtigste temaer - nemlig ’handel’! Derfor har jubilæumskomitéen besluttet at inkludere markedet i byjubilæet ved at give støtte til, at man i år kan gøre lidt mere ved underholdningen, især for de unge. Fredag underholder Mika og Tobias samt Peter og de andre kopier, lørdag er det BRO der går på scenen mens man søndag kan lytte til Rasmus Nøhr.

Søndag d. 16. juni bydes på intet mindre end et vandreteater gennem Stege by. Forfatteren Jørgen Munck Rasmussen har i samarbejde med teaterhøjskolen Rødkilde skrevet ”Spillet om Stege”, og med start ved Mølleporten bevæger skuespillerne sig gennem byen ned til havnen – man møder Erik Menved og man kommer til at overvære en hekseafbrænding med mere. Der spilles to forestillinger, nemlig en om formiddagen og en lige efter middagstid. Samme dag vil Store Torv præsentere sig som markedsplads med en masse lokale produkter i form af gin, øl, chokolade, kød, brød, frugt og grønt samt eksempler på kunsthåndværk

Weekenden rundes af med en koncert i Den Bøhmiske Hal på Sukkerfabrikken, hvor Blue Rain Orchestra inviterer til koncerten ”Stege og den store Verden”. Det 20 mands store big band hylder to store kunstnere, Frank Sinatra og Monica Zetterlund i ”Sinatra meets Zetterlund”, og publikum vil utvivlsomt komme til at nikke genkendende til en masse glade og swingende numre.

Se jubilæumssiden med arrangementsoversigt