Støttekroner skal få naturen til at blomstre

10 mio. kr skal genskabe sund natur for bl.a fisk, fugle, frøer, firben og flagermus.

Vordingborg Kommune har fået støtte fra staten og fra Den Danske Naturfond til fem naturprojekter der skal genskabe og forbedre levevilkårene for en række arter.

To af de fem projekter støttes af Den Danske Naturfond, som er et samarbejde mellem VILLUM FONDEN og Aage V. Jensen Naturfond. Fondens overordnede formål er at forbedre naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark.

De to projekter – ’Genetablering af rigkær ved rydning af opvækst og efterfølgende pleje’ i Ræveholms Mose ved Jungshoved Nor og ’Forbedring af levesteder for en række truede arter, herunder flagermus og den sidste af tre oprindelige bestande af løvfrøer på Sjælland’ ved Roneklint, er de eneste projekter fonden har tildelt støtte til på Sjælland.

Fonden har bl.a. lagt vægt på at de to projekter havde en meget høj grad af inddragelse af lokale naturildsjæle.

Projektet i Rævsholm Mose har til formål at genskabe og udvide arealets rigkær. Projektet ligger i forbindelse med en eng der er voksested for tre orkidé-arter samt en lang række andre sjældne planter.

Naturprojektet ved Roneklint er taget på initiativ af lodsejerne i området og omfatter etablering af en række vandhuller, stengærder til markfirben samt en kælder til overvintrende flagermus.

Ved Hyltemade Strandenge nord for Avnø og ved arealer omkring Gl. Oremandsgaard nord for Sandvig, skal der genskabes naturlige vandstandsforhold på strandenge og i rigkær. Projektet ved Gl. Oremandsgaard rummer desuden forberedelse af strandeng og rigkær, etablering af gydeområder for brakvandsaborre samt genslyngning af to vandløb. Begge projekter ligger indenfor Natura 2000 områder. Natura 2000-områderne er udpeget for at beskytte truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper.

En stor del af støtten til projekterne går til 20-årige kompensationer til lodsejerne.

Det sidste projekt er udførelse af en forundersøgelse for et større område ved Køng Mose syd for Sværdborg. Formålet med undersøgelsen er, at finde ud af, om det er muligt at etablere et vådområde til reducering af kvælstofudvaskningen til Avnø Fjord. Projektet kan, udover at bidrage med reducering af kvælstof, være med til at skabe et stort sammenhængende naturområde til fordel for bl.a. ynglende og rastende vandfugle.

Fakta

Rævsholm Mose ved Jungshoved Nor Etableringstilskud: 447.000 kr.

Naturprojekt ved Roneklint Etableringstilskud: 782.000 kr.

Hyltemade Strandenge nord for Avnø Etableringstilskud: 419.000 kr.

20-årig kompensation til lodsejere: 4.790.280 kr.

Naturarealer omkring Gl. Oremandsgaard nord for Sandvig Etableringstilskud: 936.836 kr.

20-årig kompensation til lodsejere: 2.363.200 kr.

Forundersøgelse af vådområde Køng Mose Tilskud: 226.900 kr.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side