VANDUGEN 2018

Nu kan foreninger og ildsjæle melde aktiviteter ind til VANDUGEN, som starter lørdag den 9. juni.

I 2018 afholder vi for tredje år i træk VANDUGEN i Vordingborg Kommune. Selve startskuddet for VANDUGEN 2018 bliver lørdag den 9. juni (uge 23), hvor Idrætsrådet arrangerer ”Aktiv Havn” på Vordingborg Nordhavn og flere af kommunens lystbådehavne også forventes at holde åbent hus i forbindelse med den landsdækkende ”Havnens Dag”.

De to forrige år har VANDUGEN været afholdt efter sommerferien i uge 34. I år har vi valgt at flytte VANDUGEN frem til før sommerferien i uge 24 for at få skabt en bedre koordinering med de øvrige arrangementer, som foregår i kommunen, og for at give foreningerne bedre mulighed for at bruge VANDUGEN til at rekruttere nye medlemmer tidligere på sommersæsonen.

 

Vis vandets mange muligheder og få synliggjort jeres forening

Formålet med VANDUGEN er at vise vores borgere de mange aktiviteter, man kan dyrke langs Danmarks længste kyststrækning. Idéen udspringer fra kommunalbestyrelsens Vision 2030, som lægger stor vægt på, at vores nærhed til vandet kan bidrage til at give vores borgere en aktiv, sund og sjov hverdag og tiltrække flere tilflyttere til vores område.

VANDUGEN er også en god mulighed for at få synliggjort jeres forening. Vi håber derfor, at I vil deltage i VANDUGEN 2018 og være med til at få så mange som muligt ud at dyppe tæerne i vandkanten og prøve kræfter med forskellige vandaktiviteter. Alle aktiviteter er velkomne – store som små. Det kan fx være en picnic eller vandretur ved stranden, en fisketur eller tur på vandet med ro - og kajakklubben, svømmeklubben eller sejlklubben.

Vordingborg Kommune vil igen i år sørge for, at reklamere for alle vandugeaktiviteter på vores hjemmeside, facebookside og via annoncer i Sydsjællands Tidende mm. i ugerne op til uge 24.

 

Tilmeld jeres aktiviteter på vordingborg.dk/vandugen

I kan læse mere om VANDUGEN på www.vordingborg.dk/vandugen, hvor I også kan tilmelde jeres aktivitet. Da vi gerne vil nå at have jeres arrangement med i vores program i Sydsjællands Tidende i uge 23, bedes I melde jeres aktivitet ind til os senest onsdag den 16. maj 2018 (uge 20). Vi glæder os til at se jer til endnu en sjov og udfordrende VANDUGE i 2018. Hilsen Vandugegruppen i Vordingborg Kommune