Søg tilskud fra bredbåndspuljen

I visse områder med dårlig bredbåndsdækning kan der nu søges tilskud til etablering af bredbånd.

Energistyrelsen har den 30. juni åbnet for ansøgninger om tilskud fra bredbåndspuljen til etablering af bredbånd i landområder med dårlig bredbåndsdækning.

 

Der kan gives tilskud til bredbåndsprojekter i sammenhængende områder af boliger, virksomheder og/eller sommerhuse, som i dag har adgang til hastigheder på maksimalt 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload, og hvor der ikke er planer om, at områdets dækning forbedres inden for tre år. Der kan søges om op til 70.000 kr. pr. adresse, men en forudsætning for at søge er, at der for hver adresse, der søges om tilskud til, er en egenbetaling på minimum 2.000 kr. til etablering af bredbånd (tilslutningsafgift).

 

Formand for erhvervsudvalget Asger Diness Andersen glæder sig over muligheden. ”Store dele af vores kommune lider under lav og ustabil bredbåndshastighed. Der er sket forbedringer i de sidste par år i dele af kommunen, fx i Præstøområdet og på Møn, hvor der er eller kommer fibernet til en række landsbyer i den kommende tid. Men ikke alle kom med i første omgang, fordi de fx lå uden for en landsby. Det giver den nye bredbåndspuljen nu mulighed for”, siger Asger Diness.

 

Energistyrelsen vurderer ansøgningerne og tilskuddets størrelse efter et objektivt pointsystem som bl.a. bygger på størrelsen af projektet, antal mulige adresser inden for ansøgningsområdet samt tilslutningsprocenten. For at søge skal man derfor være mindst to men gerne mange inden for et fysisk sammenhængende område.

 

Se på Energistyrelsens hjemmeside om din adresse ligger inden for et område, der efter Energistyrelsens definition har dårlig dækning, og dermed opfylder ansøgningskriterierne.

 

For at søge om tilskud til et bredbåndsprojekt skal man igennem en række skridt:

 

  1. Få afdækket, hvilke adresser, der indgår i projektet
  2. Etabler en sammenslutning (hvis der ikke allerede er en lokal forening eller sammenslutning, som kan påtage sig opgaven).
  3. Annoncer projektet overfor interesserede bredbåndsudbydere på Energistyrelsens hjemmeside i minimum tre uger.
  4. Vælg bredbåndsudbyder.
  5. Fastlæg detaljerne i det bredbåndsprojekt, som I vil søge om tilskud til, sammen med jeres bredbåndsudbyder.
  6. Indgiv ansøgning til bredbåndspuljen.

 

På Energistyrelsens hjemmeside: www.ens.dk/bredbaandspulje kan der læses om hele ansøgningsproceduren og om hvilke ejendomme, der er støtteberettiget.

 

”Det lyder måske omfattende, men det er ikke så slemt, når først man læser mere om det, og Energistyrelsen har lavet en god og detaljeret beskrivelse, der hjælper godt på vej. Så jeg vil virkelig opfordre til, at man går sammen lokalt med sine nærmeste naboer om at søge evt. med hjælp fra lokalrådet,” siger Asger Diness, der samtidig har bedt den kommunale administration om at være beredvillig med hjælp og vejledning.

 

Puljen er blevet offentliggjort på et lidt uheldigt tidspunkt, hvor store dele af kommunens administration er gået på sommerferie, men administrationen vil stå til rådighed efter sommerferien.

 

Læs mere om bredbåndspuljen.

 

For spørgsmål til bredbåndspuljen kan man også kontakte Energistyrelsen.



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side