Kystnærhedszonen

Mål for Kystnærhedszonen

  • Kysternes benyttelse og beskyttelse sikres gennem en helhedsorienteret planlægning af de enkelte kystområder.
  • Kommunens kystområder skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af en kystnær placering.
  • Bevaringsværdige kulturmiljøer i kystnærhedszonen skal søges bevaret gennem en helhedsorienteret og bæredygtig planlægning, der kan medvirke til at sikre tilgængeligheden og grundlaget for bevaring af det enkelte kulturmiljø. 

Retningslinjer

Kort 38.1


38.1

Kystnærhedszonen er vist på kort 38.1, hvor også værdifulde kystlandskaber er udpeget.  

38.2

I kystnærhedszonen forudsættes, at den rummelighed, der findes i eksisterende udlagte arealer til byvækst udnyttes, før nye arealer inddrages til byvækst. 

38.3 

I kystnærhedszonen skal nye arealer til byzone og anlæg i landzone lokaliseres i størst mulig afstand fra kystlinjen og fortrinsvis bag eksisterende bebyggelse.

Redegørelse

Landets længste kyststrækning

Kommunen har landets længste kyststrækning på 385 km. Samtidig med at Vordingborg kommune har landets længste kyststrækninger, har kommunen også en stor andel af uberørt kyst. Forklaringen på den lille anvendelse af kysterne til by- og turistmæssige formål ligger historisk i byernes relative sparsomme vækst og afstanden til hovedstadsområdet i forhold til udbygningen med sommerhusområder.

Kystområder af international betydning

I Vordingborg kommune findes naturtyper, kyst- og havområder af international betydning. Det er de lavvandede beskyttede havområder med lavt saltindhold og de tilknyttede strandengsområder ved kysterne. Naturtypen giver muligheder for rastende og ynglende fugle samt meget store vinterkolonier af fugle.

En stor del af kommunens kyster er udpeget som NATURA 2000 områder (Ramsar områder, EF fuglebeskyttelsesområder og habitatområder).

En særlig planlægningszone

Kystnærhedszonen er en 3 km bred zone, som dækker alle landets kyster og omfatter arealer i sommerhusområder og landzone. Det er en national interesse, at de danske kyster bevares som åbne kyststrækninger. Der er derfor særlige regler i planloven for planlægning i kystnærhedszonen.

Gennem planlægningen skal det sikres, at de kystlandskabelige helheder bevares. By- og turistudvikling og anlæg skal afgrænses mod kysten og det åbne land. De arealer, der allerede er taget hul på i kystområderne, skal forvandles eller genbruges, og den nødvendige udvikling skal drejes ind i landet.

Desuden kan ferie og fritidsanlæg kun lokaliseres efter sammenhængende turistpolitiske overvejelser og kun i forbindelse med eksisterende bysamfund eller større ferie- og fritidsbebyggelser.

Værdifulde kystlandskaber

Værdifulde kystlandskaber er en sammenlægning af temaerne regionale naturbeskyttelsesområder, regionale friluftsområder samt jordbrugs- og beskyttelsesområder beliggende i kystnærhedszonen.  Administrationen af de værdifulde kystlandskaber er, jævnfør konkrete retningslinjer under de specifikke 3 temaer, med særlig hensyntagen for at sikre naturværdier og rekreative muligheder.

Udpegning af værdifulde landskaber er ikke til hinder for udnyttelsen af allerede udlagte arealer.

Forskellige typer af kyst

Ud fra havets påvirkning af kystlinjen, landskabets overfladekarakter samt i nogen grad geologiske, biologiske og kulturgeografi ske forhold, kan kysterne i Vordingborg Kommune opdeles i forskellige typer:

  • Fjordkyst: Præstø Fjord. Kysttypen er skabt af istidslandskabets oversvømmede tunnel- og smeltevandsdale. Havets påvirkninger har generelt været begrænset. Det betyder, at der i dag er bevaret et meget sammensat kystlandskab.
  • Israndskysten: Kysten øst om Møn. Det er en kysttype, der er karakteriseret af store bakkepartier, der ligger helt ud til kystlinjen. Der ligger de i dag som fremskudte forbjerge. Imellemdem er der opstået lange sammenhængende kystlinjer med badestrande af høj kvalitet.
  • Øhavet: Sydsjællands Vestkyst, Storstrømmen, Grønsund og Bøgestrømmen. Øhavet er et enestående dansk kystlandskab som er præget af et stort antal bugte, vige og øer. Kysten omkring øhavet er tidligt blevet præget af landbrug, skovbrug, fiskeri og småbyer, der er vokset op omkring de mange naturhavne.
  • Bjergene: Få steder på de danske kyster giver bakker og højdedrag et dramatisk og anderledes kystlandskab. Østmøn er eksempel herpå.

Eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen

Med Vordingborg Kommunes lange kyststrækning er en væsentlig del af kommunens areal omfattet af kystnærhedszonen - eksempelvis næsten hele Møn.

Kort 38.1 viser eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen. Mange planlagte forhold knytter sig til turisme og fritidsliv og der derfor naturligt nok lokaliseret ved kysten. Også gode vindforhold ved kysten kan begrunde opsætning af vindmøller. Planlovens kystbestemmelser fastsætter rum for både benyttelse og beskyttelse – nye tiltag skal ske efter en omhyggelig planlægning, der sikrer velbegrundet og kvalitetsbetonet udvikling. Hovedparten af de planlagte forhold er udlagt i tidligere kommuneplaner. 

Arealer udpeget som værdifulde kystlandskaber, og som ikke er omfattet af eksisterende og planlagte forhold jævnfør kortet, friholdes som udgangspunkt for ny bebyggelse, der forudsætter konkret arealudlæg i kommuneplan.

Ændringer af forhold i kystnærhedszonen

Ved denne kommuneplanrevision, er de ikke udnyttede udlæg i kystnærhedszonen vurderet i forhold til aktualitet, og det er besluttet at følgende reservationer udgår:

  • muligheder for campingplads i Råbylille og i Klintholm,
  • erhvervsområde i vestlig ende af Damme
  • del af erhvervsområde i Bogø By
  • perspektivområde til erhverv i Ørslev
  • boligområde nordlig del af Bårse
  • boligområde østlig del af Præstø
  • boligområde i Neder Vindinge
  • boligområde i Mern

De udgåede byvækstarealer er nærmere beskrevet i temaet om byvækst.

Kommunen har også medtaget disse nye udlæg og muligheder for bebyggelse/anlæg i kystnærhedszonen:

  • Autocamper overnatningsplads Farø
  • Hotel, aktivitetspark m.v. på Farø
  • Udvidelse af sommerhusområde i Råbylille i henhold til landsplandirektiv

Ved konkret arealudlæg i denne kommuneplan er der anført planlægningsmæssig begrundelse i det pågældende tema.

Forandringer fra én type byformål til en anden type byformål som fx et landzoneareal i Bårse, som overgår fra bolig- til erhvervsformål fremgår ikke som nye udlæg.