Naturnetværket

Mål for Naturnetværket

  • Et samlet naturnetværk bestående af eksisterende og potentielle naturområder, naturparker, kyster, vandløb, søer, skove, parker og andre grønne områder.
  • Sikring og forbedring af natur-, kultur- og landskabsværdier samt mulighederne for undervisning, friluftsliv og sundhedsfremme.
  • Gennemførelse af kravene i vand- og natura2000planerne. 

Retningslinjer

Kort 45.1


45.1

Naturnetværkets retningslinjer er de samme som for temaet ”Land og Vand”.

45.2

Naturnetværkets hovedakser fremgår af kort 45.1

Redegørelse

Et naturnetværk

Ifølge den statslige udmelding skal naturbeskyttelsesområder og økologiske forbindelser udgøre et naturnetværk. Der skal fastlægges en række retningslinjer, der sikrer, at det samlede naturnetværk beskyttes mod indgreb i form af byvækst, veje, andre tekniske anlæg mv., der kan forringe den biologiske mangfoldighed og spredningsmulighederne for de vilde planter og dyr.

Retningslinjer for naturnetværket

Retningslinjerne knyttet til temaet ”Land og Vand” sikrer beskyttelsen, og er derfor også gældende for naturnetværket. For så vidt angår retningslinjerne, der skal beskytte og forbedre forholdene i forhold til vandløb, søer, kystvande og grundvand, så fastlægges disse i de statslige vandplaner.

Naturnetværkets elementer:

Naturnetværkets hovedelementer består af jordbrugs- og beskyttelsesområder og de økologiske forbindelser. Disse nuanceres af elementerne internationale naturbeskyttelsesområder, naturbeskyttelsesområder og de sammenbindende elementer søer og vandløb, lysåbne (beskyttede) naturtyper, skove, parker og levende hegn o.l.
Vordingborg Kommune har valgt at sikre og forbedre naturbeskyttelsen og spredningsmulighederne for de vilde planter og dyr ved at inddrage parker, grønne områder og bynære arealer i det kommunale naturnetværk.

Naturnetværkets hovedakser:

Hovedakserne er alene en markering og ikke en afgrænset udpegning. Hovedakserne angiver de ”hovedveje”, der skal gøre det muligt for arter at sprede sig mellem naturarealer i hele kommunens udstrækning og på tværs af kommunegrænser.

Hvorfor et naturnetværk?

Små naturarealer og små artsbestande er sårbare overfor udryddelse og indavl. Det er derfor helt nødvendigt at der kan ske en spredning fra større mere robuste bestande eller arealer til de mindre isolerede bestande og arealer. Eller spredning mellem mindre bestande og arealer.

Vi sikrer funktionen af naturnetværket:

Vordingborg kommune vil i planlægning, myndighedsudøvelse og ved konkrete tiltag sikre at hovedakserne også rent funktionelt kan fungere som spredningskorridorer, og der ikke skabes ny barriere.


Overdrev ved Bønsvig