Søer

Mål for Søer

I Vordingborg Kommune skal:

  • Søerne være vigtige landskabselementer som rummer et naturligt og alsidigt plante- og dyreliv.
  • De målsatte søer som minimum kunne leve op til de til enhver tid gældende miljøkrav.
  • Det hindres at søernes tilstand forringes og, der skal arbejdes for at alle søer har en miljømæssig god tilstand.
  • Søerne indgå i et sammenhængende kommunalt grønt netværk af naturområder.
  • Søerne indgå i kommunens muligheder for friluftsliv og derved være en del af kommunens sundhedsfremmende aktiver.

Retningslinjer

Kort 56.1


56.1

Kommunen skal følge retningslinjerne i statens vandplaner, samt kommunens vandhandleplan.

56.2

Indtil disse vedtages på ny, skal kommunen følge retningslinjerne i tidligere Storstrøms Amts Regionplan 2005, der er ophævet til landsplandirektiv

OBS!!! Statens Vandplaner er vedtaget oktober 2014 

Redegørelse

Søer er i naturbeskyttelsesloven beskyttet, når de er større end 100 m2. I vandløbsloven omfatter betegnelsen vandløb alle søer, damme og andre lignende indvande samt vandløb, grøfter, kanaler, rørledninger og dræn. I kommuneplanen omfatter dette afsnit kun søer, damme og andre lignende indvande.

Søerne i Vordingborg Kommune

I kommunen er der ca. 1500 søer over 100 m2, hvoraf de 19 er målsat i udkastet til vandplanen. 5 af disse søer opfylder vandplanens miljøkrav.

Målsætninger

Fælles for målsætningen fastsat i regionplanen (landsplandirektivet) og udkastet til vandplanerne er, at tilstanden ikke må forringes samt at søerne skal have en tilstand der ikke eller kun i ringe grad er påvirket af menneskelig aktivitet. I første planperiode for vandplanerne måles der kun på klorofylkoncentrationen (mål for algemængden) med måling af fosfor som støtteparameter. I de kommende planperioder forventes flere parametre indarbejdet i kvalitetskravene herunder fisk og fauna, vandplanter samt kemiske parametre.

Manglende målopfyldelse - hvorfor

Manglende målopfyldelse for søer skyldes oftest en unaturlig høj tilførsel af næringsstoffer fortrinsvis fosfor. I nogle søer skyldes den manglende målopfyldelse fosforfrigivelse fra søbunden fra tidligere tiders udledninger. Et højt fosforniveau resulterer i en algegrøn sø i dårlig økologisk tilstand, uden undervandsplanter, med en skæv fiskesammensætning og ringe smådyrsfauna. Fødekæden i søen er forskudt.


Kilde: http://www.dmu.dk/foralle/samfund/soeer/ 

 

Kilder til fosforbelastning

Fosfortilførslen til kommunens søer kommer via dræn og spildevandstilledninger samt andre diffuse fosforkilder. Mange steder er udsætning og fodring af ænder desuden en betydende fosforkilde.

Hvordan nås målopfyldelse

Grundlæggende skal fosfortilledninger til søen stoppes/begrænses for at ændre søens tilstand (se illustration). På grund af ophobning af fosfor internt i søerne kan yderligere tiltag være nødvendige, fx; øgning af søens vandvolumen, øge randzoner langs søen, biomanipulation af søens fiskebestand og kemisk fældning af søens interne fosforpulje.