Redegørelse og forudsætninger

I forbindelse med udarbejdelse af kommuneplanen er udarbejdet en række analyser og redegørelser, som ligeledes danner grundlag for en del af kommuneplanen. Det drejer sig om:

  • Befolkningsprognose (analyse af befolkningsudviklingen på alder og geografi)
  • Detailhandelsanalyse (analyse af detailhandelsudviklingen)
  • Turistpolitisk vurdering (analyse og strategi)

Disse analyser ses i boksen til højre og anvendes som grundlag for og refereres til i de relevante temaer.

Ifølge befolkningsprognosen har Vordingborg Kommune en demografisk og finansiel udfordring med hensyn til en aldrende befolkning og et faldende antal borgere i den erhvervsaktive alder.

Vi kan vende udviklingen. Vordingborg Kommune har foretaget en lang række investeringer, som skal gøre det attraktivt at bosætte sig i kommunen. Her kan nævnes udvikling af Danmarks Borgcenter, en total renovering af Slotstorvet og Banegårdspladsen, et multicenter i Præstø, nye butikker og aktiviteter i Stege Sukkerfabrik samt en ny samlet lokalplan for Præstø og Præstø Havn.

Negativ befolkningsudvikling er en udfordring

Vordingborg Kommune havde pr. 1. januar 2010 en befolkning på 46.319 personer og pr. 1.januar 2013 er tallet faldet til 45.804 personer.

Vordingborg Kommune kan i perioden fra 2012 til 2025 forvente et fald i befolkningstallet, fra 45.804 indbyggere pr. 1. januar 2012 til 42.588 indbyggere pr. 1. januar 2025. Ifølge befolkningsprognosen vil befolkningstallet falde relativt jævnt over årene med knap 250 indbyggere pr. år. Dette er illustreret i tabellerne nedenfor.

Hovedtendensen i befolkningsprognosen viser, at det må forventes at antallet af unge og erhvervsaktive vil falde i prognoseperioden, hvorimod antallet af ældre forventes at stige markant. Holder prognosen stik vil det betyde en mærkbar nedgang i beskatningsgrundlaget samtidig med, at udgifterne til de kommunale serviceydelser til ældre må forventes at stige.

Alder     Antal pr. 1. januar Ændringer fra 2012-2025
  2006 2011 2012 2013 2019 2025 Antal %
0 år 472 387 374 388 372 373 -1 -0,4
0-6 år 3.542 3.194 3.059 2.977 2.813 2.781 -278 -9,1
7-16 år 5.811 5.710 5.625 5.506 4.884 4.409 -1.216 -21,6
17-25 år 3.629 3.880 3.857 3.879 3.800 3.498 -359 -9,3
26-42 år 9.102 7.795 7.555 7.332 6.344 6.305 -1.250 -16,5
43-59 år 12.037 11.858 11.760 11.614 10.896 9.364 -2.396 -20,4
60-64 år 3.571 3.814 3.727 3.588 3.468 3.368 -359 -9,6
65-79 år 6.375 7.588 7.862 8.186 9.255 9.473 1.611 20,5
80-99 år 2.343 2.331 2.359 2.384 2.613 3.390 1.031 43,7
Total 46.410 46.170 45.804 45.467 44.073 42.588 -3.216 -7,0

Befolkningsudviklingen fordelt på aldersklasser i udvalgte år
Kilde: Befolkningsprognose 2012-2025 

 

Den forventede udvikling i antal borgere i Vordingborg Kommune fordelt på alderskategorier - 2012 og 2025
Kilde: Befolkningsprognose for Vordingborg Kommune 2012 -2025

Selv om de nye ældre generationer på en række områder adskiller sig fra den nuværende ved bl.a. at være mere raske og med et generelt bedre funktionsniveau, er det problematisk, at der samtidig bliver færre i den erhvervsaktive alder til at finansiere de kommunale serviceydelser. Skal den demografiske udvikling vendes, er det nødvendigt, at der skal tiltrækkes flere yngre borgere til at bidrage aktivt til finansieringen af serviceydelserne. 

Befolkningsudvikling fordelt geografisk i kommunens lokalområder

Faldet i befolkningstallet, dækker det over store geografiske udsving.  En generel samfundstendens med flytning fra land til by har, samme med en stigende andel af ældre medborgere gjort, at Vordingborg Kommune har oplevet stagnerende, og i nogle lokalområder faldende befolkningstal i forhold til den forrige kommuneplan. 

lokalområder Antal pr. 1. januar Ændringer fra 2012-2025
  2006 2011 2012 2025 Antal  %
Allerslev/Skibinge 1.593 1.515 1.499 1.267 -232 -15,5
Bogø 1.177 1.217 1.190 1.036 -154 -13,0
Bårse 1.321 1.260 1.251 1.209 -41 -3,3
Jungshoved 856 813 800 621 -179 -22,4
Kalvehave 2.214 2.108 2.073 1.730 -343 -16,6
Kastrup/Nedervindinge 2.550 2.760 2.768 2.803 34 1,2
Lundby 4.101 4.037 3.976 3.740 -236 -5,9
Mern 1.998 2.009 1.970 1.738 -232 -11,8
Midt Møn 1.502 1.399 1.362 1.126 -236 -17,3
Nyråd 2.796 2.920 2.926 2.763 -163 -5,6
Præstø 3.92 3.925 3.891 3.466 -425 -10,9
Stege 3.951 3.731 3.716 3.536 -179 -4,8
Stensved 2.132 2.213 2.200 2.126 -74 -3,4
Vestmøn 2.513 2.381 2.343 1.965 -378 -16,1
Vordingborg 9.259 9.576 9.583 9.575 -8 -0,1
Ørslev 2.123 2.077 2.072 2.099 27 1,3
Øst-møn 2.412 2.229 2.186 1.789 -397 -18,2
Hele Kommunen 46.419 46.170 45.804 42.588 -3.216 -7,0

Befolkningsudvikling fordelt på lokalområder i Vordingborg Kommune.
Kilde: Befolkningsprognose 2012-2025

Den geografiske hovedtendens, fordelt på lokalområder viser, en mindre fremgang eller en svag tilbagegang i den vestlige del af kommunen, hvor der i den østlige del kan forventes et noget større fald i befolkningstallet. Lokalområderne Kastrup/Ndr. Vindinge og Ørslev kan forvente befolkningstilvækst i prognoseperioden og i Vordingborg er nogenlunde uændret. Lokalområderne Bårse, Lundby, Nyråd, Stege og omegn samt Stensved kan forvente en moderat nedgang i befolkningstallet på under 10 %. De lokalområder som oplever den størst fald i befolkningstallet er Allerslev/Skibinge, Bogø, Jungshoved, Kalvehave, Mern, Præstø, Vestmøn samt Østmøn. Fordelt på skoledistrikter i Vordingborg Kommunes forventes vækst hos Vordingborgskolen. De øvrige skoledistrikter må forvente en negativ udvikling frem mod 2025. De skoledistrikter hvor der forventes størst tilbagegang er Møn skolen og Præstøskolen. Blandt andet på baggrund af de seneste års prognoser er der gennemført ændring af skolestrukturen.

 

Befolkningsudviklingen fordelt på lokalområder.
Kilde: Befolkningsprognose 2012-2025

Finanskrisen har haft sin virkning

Finanskrisen har været hård ved Vordingborg. Samtidig har finanskrisen sat en stopper for investeringslysten hos virksomheder og borgere, hvilket kan aflæses direkte i salget af byggegrunde, tilbagegang i boligbyggeriet og i investeringslysten generelt. Stigende benzinpriser har gjort det dyrere at pendle og kombineret med faldende huspriser, også i Hovedstadsområdet, har det ændret forudsætningerne for at bosætte sig i Vordingborg Kommune.

Vækstvilkår i Vordingborg Kommune

Udviklingen i beskæftigelse, eksport, iværksætteri, uddannelse, bosætning og pendling i forhold til andre øvrige kommuner i regionen er beskrevet i en ny analyse af vækstvilkårene i Vordingborg Kommune, udarbejdet af Væksthus Sjælland og Vækstforum Sjælland i 2012. Analysen peger også på områder, hvor vilkårene for vækst kan forbedres.

Beskæftigelse

Ifølge analysen af vækstvilkår er der på kun 1 år forsvundet 11 procent af de private arbejdspladser, svarende til 1.200 job. Det seneste år er beskæftigelsesudviklingen dog stabiliseret, og det massive jobtab stoppet. Det skyldes i høj grad Bygge/boligområdet, der har haft en positiv beskæftigelsesudvikling fra 2010 til 2011. Størstedelen af de resterende ressourceområder har fortsat en negativ udvikling. (Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012).

Erhvervstyper/arbejdspladser i Vordingborg

Andelen af offentlige erhverv udgør i Vordingborg Kommune ca. 40%, hvilket svarer nogenlunde til gennemsnittet i regionen. Det private erhvervsliv er i Vordingborg Kommune især domineret af virksomheder inden for brancherne bygge/bolig og fødevarer, som udgør knap halvdelen af kommunens private arbejdspladser. (Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012)

Begge områder fylder dermed mere i Vordingborg end de gør på regions- og landsplan.

 

Ressourceområde 2009 2010 2011 2009-2010 2010-2011
Privat sektor 10.841 9.660 9701 -11 % 0 %
Bygge/bolig 2.801 2.316 2426 17 % 5 %
Energi/Miljø 123 200 194 63 % -3 %
Fødevarer 2.456 2.140 2071 -13 % -3 %
IT/kommunikation 438 427 418 -3 % -2 %
Medico/sundhed 584 583 595 0 % 2 %
Møbler/beklædning 335 281 257 -16 % -9 %
Transport 1.009 916 886 -9 % -3 %
Turisme 417 375 340 -10 % -9 %
Øvrige erhverv 2.483 2.233 2281 -10 % 2 %
Offentlig sektor 7.057 7.048 6781 0 % -4 %

Udviklingen i antal beskæftigede med arbejdssted i Vordingborg Kommune.
Kilde: Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012

Uddannelsesniveau

Selve andelen af højtuddannede blandt de beskæftigede er steget hvert år siden 2006. Men der er store forskelle i uddannelsesniveauet for beskæftigede inden for de forskellige brancher. Uddannelsesniveauet for beskæftigede inden for den offentlige sektor og Medico og Sundhed er højere end i øvrige brancher. Mere end hver tredje privat beskæftigede inden for Medico og sundhed er højtuddannet, mens det kun er under hver tyvende inden for Turisme og Transport.

Uddannelsesniveau for beskæftigede med arbejdssted i kommunen.
Kilde: Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012

Iværksættere skaber jobs

15 procent af alle private job i Vordingborg er skabt af nye virksomheder stiftet mellem 2003 og 2009, hvilket er flere job end gennemsnittet i regionen. Udviklingen er dog gået tilbage de seneste år (siden 2007). Det anbefales i analysen, at en målrettet indsats for igen at sikre flere iværksættere, kan være med til at sætte gang i væksten og jobskabelsen i Vordingborg. (Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012)

Pendling

Vordingborg Kommune er en udpræget pendlingskommune. I 2011 pendlede der 4281 ind til Vordingborg Kommune og 7844 pendlede ud af Vordingborg Kommune. Det er primært omegnskommunerne som borgerne pendler til og det er primært fra omegnskommunerne vi får indpendling fra. Stadigvæk er der dog næsten 30 procent af Kommunens udpendlere som pendler til Region Hovedstaden. 

 

Top ti over ind- og udpendling til/fra Vordingborg Kommune. Kilde: Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012

 

Det kreative Vordingborg

Vordingborg Kommune fik i 2010 udarbejdet ”Det kreative Vordingborg”, der er en analyse af hvor ”den kreative klasse bor i kommunen og hvor stor andelen er. Den kreative klasse er en populær betegnelse for beskæftigelse indenfor videnserhverv, oplevelseserhverv kunst og kultur. Den forbindes normalt med karriereorienterede storbymennesker, der dyrker byens kultur og caféliv. Dele af den kreative klasse har også klare præferencer for de rekreative kvaliteter i købstæder og landområder. Det er dog ikke ensbetydende med, at byernes indkøbs- og servicefaciliteter er uvæsentlige for den kreative klasses placering, men blot at adgangen til rekreative områder og miljøer spiller en vigtig rolle for den kreative klasses bosætning sammen med adgangen til motorvej og jernbane.

 

Andel (og antal) beskæftigede inden for de kreative erhverv og oplevelseserhvervene (2011)
Kilde: Væksthus Sjælland og Vækstforum, 2012

Indtjeningsmæssigt ligger ”den kreative klasse” årligt omkring 97.000 kr. højere i forhold til de andre erhvervsgruppers bruttoindtjening i Vordingborg Kommune. Figuren nedenfor viser, hvor de kreative bor i Vordingborg Kommune. Omkring 30 % af kommunens kreative bor i de 3 købstæder, mens 70 % bor i landsbyer og landdistriktet.

Figuren viser i grove træk, hvor den kreative klasse bor i Vordingborg Kommune.
Kilde: Det kreative Vordingborg

I forhold til at tiltrække flere skatteborgere til kommunen viser den kreative klasses bosætning, at det især er i og omkring de 3 købstæder, at der fremover kan forventes en øget bosætning.