Oplevelser for handicappede

  • Er du dårligt gående eller sidder i kørestol, er der flere steder i kommunen, hvor du kan komme tæt på naturen.
  • Vi har beskrevet en række egnede ruter for dårligt gående tæt ved købstæderne og de mindre byer. 
  • Du kan også tage på tur og opleve den særlige natur på f.eks. Nyord, Ulvshale, Avnø og Møns Klint i kørestol.
  • Er du svagtseende eller blind, kan du besøge sansehaven på Hyldevang Naturcenter og opleve duftende planter i højbede og en sansesti. 

Korte gåture

  • Et pilotprojekt i Vordingborg Kommune har mundet ud i en æske med 12 lokale turforslag til den daglige motion.
  • Turene er egnet for dårligt gående med mulighed for hvil undervejs, parkering og adgang til toilet. 

Læs mere om de 12 gåture. 

Natur- og sansestier

  • I nærheden af alle plejecentrene i kommunen er der formidlet en god kort tur med oplevelser til sanserne.
  • Turene er egnet for kørestolsbrugere og dårligt gående.

Læs mere om natur- og sansestierne.

Besøg Avnø og se sæler

  • Avnø Naturcenter byder på flere muligheder for kørestolsbrugere. En kørestolsegnet sti fra p-pladsen til kysten slutter ved en tænkebænk og det bedste udsigtspunkt til sælkolonien, der holder til på stenrevet midt i Avnø Fjord.
  • En anden kørestolsegnet sti fra p-pladsen fører hen til bålhuset, der kan bookes ganske gratis. Bålpladsen i Bålhuset er forhøjet, så det er let at benytte for kørestolsbrugere.

Udsigt over Præstø Fjord

  • I Præstø er der gode parkeringsforhold ved stranden med udsigt over Præstø Fjord og til Feddet. Her kan du køre en tur fra parkeringspladsen, langs stranden og rundt om pynten til Dalen og retur. Du kommer forbi stranden, rørskoven, Præstens Ø med hotellet Frederiksminde og endelig havnen 'Dalen'.
  • Ved stranden er der gode muligheder for at komme i tørvejr ved Naturrum Præstø Fjords formidlingshus. Her er handicaptoilet, bord med bænke og plads til at sidde med kørestolen samt en grillplads, hvor du kan sætte din engangsgrill eller fyre op med kul/briketter.
  • På turen rundt kommer du tæt på rørskoven og dens fugleliv. I den lille havn 'Dalen' er der en del aktivitet, hvor fritidsfiskere og andre med småjoller passer deres skibe og tager ud på vandet. Ud for havnen er der mange borde og bænke, hvor du kan nyde din medbragte frokost. På vejen rundt er flere steder at holde hvil og nyde udsigten.

Udsigt ved Even

  • Ved Even er et areal helt ned til fjorden. Der er parkering oppe ved landevejen på begge sider af Præstø Overdrev og Strandvejen ved Hollænderskoven. Fra parkeringspladsen kan du køre ned til den lille plads med udsigt over fjorden. Udsigten over Præstø Fjord til Feddet er formidabel, og der er mulighed for at se forskellige vadefugle, musvåger og havørne. Roen er prisværdig.
  • Det kan være en fordel at have en hjælper med. Underlaget er blødt efter perioder med regn.

Ulvshale og Nyord i kørestol

  • Ulvshale Naturcenter byder på en lang boardwalk - en træbro gennem en ellesump, hvor du kommer helt tæt på naturen. Frøerne springer bogstaveligt talt rundt om dig.
  • Boardwalken fører ud til et fugleskjul med udsigt over Gåsesøen, hvor du tit kan se flokke af rastende ænder og vandfugle.
  • Der er gode parkeringsforhold lige ved indgangen til boardwalken. 
  • Besøg også Ulvshalegård med en plancheudstilling i laden om naturen og dyrelivet på Ulvshale og Nyord.
  • Hyldevang Naturcenter på Nyord har et fugletårn med rampe. Her er udsigt over sydengene med vadefugle, ænder og gæs. Området er meget besøgt og har andre gode faciliteter, der er til at benytte for alle. Fugleværnsfondens fugletårn har også en kørestolsvenlig rampe. 

Læs mere om Ulvshale og Nyord i folder.

Oplev Møns Klint i kørestol

  • GeoCenter Møns Klint har i samarbejde med Handicaprådet og Naturstyrelsen anlagt en 267 meter lang træbelagt sti til udsigtspunktet Freuchens Pynt. For enden af Boardwalken er der anlagt en stor platform, og i Klinteskoven er der beskåret træer for at skabe en skøn udsigt til kridt og hav.

Læs om handicapegnet adgang på GeoCenter Møns Klints hjemmeside

Sanse- og dufthaver

  • På Hyldevang Naturcenter er der etableret en dufthave med planter indsamlet lokalt fra Nyord. Der er en sansesti rundt mellem de forskellige bede med duftende planter. 
  • I Vordingborg by i Rådshusparken er der etableret en dufthave. 


Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side