Foreninger

I Danmark er foreningsfrihed en grundlovssikret rettighed. Det betyder, at alle kan danne en forening uden tilladelse og med et hvilket som helst lovligt formål. Idéen til at danne en forening opstår ofte, når mennesker mødes om en fælles aktivitet. Det kan være alt fra idræt til spejder, kultur eller politik.

Foreninger kan have mange forskellige formål. Nogle har et folkeoplysende formål. Andre, hvis formål ikke er folkeoplysende, kaldes ofte frivillige eller sociale foreninger. Forskellen mellem et folkeoplysende og et ikke-folkeoplysende formål kommer ofte til udtryk i foreningens organisering, aktiviteter og hvem de er henvendt til.

I folkeoplysende foreninger laves aktiviteterne for og med medlemmerne af foreningen, hvor den demokratiske organisering, det frivillige engagement og arbejde er bærende.

I andre foreninger laver medlemmerne ofte aktiviteter for en bestemt målgruppe, der ikke behøver at være medlem af foreningen. 

Hvordan starter man en forening?

Når man vil starte en forening skal man først gøre sig klart om man ønsker at være en folkeoplysende forening eller en anden frivillig forening. 

Folkeoplysende forening

Ønsker man at stifte en folkeoplysende forening skal man kort fortalt blive enige om et regelsæt for foreningen (vedtægterne) og vælge en bestyrelse og en foreningsrevisor. Så er man officielt en forening - mere skal der ikke til. 

Den nye forening skal holde en stiftende generalforsamling, hvor vedtægterne godkendes, og der vælges en bestyrelse. Kontakt gerne De Frivilliges Hus for at få hjælp til at starte en ny forening.

For at blive tilskudberettigede og have mulighed for at låne gratis lokaler i Vordingborg Kommune skal man godkendes som folkeoplysende forening i Vordingborg Kommune. 

Anden frivillig forening

Det er en fordel at oprettes sig som forening i Vordingborg Kommunes foreningsportal, selvom man ikke er folkeoplysende. I Vordingborg Kommune kan man få stillet ledige kommunale lokaler gratis til rådighed til foreningsarbejde. Ligeledes vil man modtage relevant information samt invitationer vedr. foreningsrelevante emner.

Godkendelse af folkeoplysende foreninger

Som folkeoplysende forening har foreningen mulighed for at få anvist gratis kommunale lokaler samt at ansøge om medlems- og lokaletilskud.

For at blive godkendt som en folkeoplysende forening i Vordingborg Kommune, skal foreningen opfylde følgende betingelser:

  • Have formuleret et formål med foreningsdannelsen, som fremgår af vedtægten
  • Tilbyde folkeoplysende virksomhed efter folkeoplysningsloven
  • Have en bestyrelse på minimum fem medlemmer
  • Være demokratisk opbygget
  • Bygge på aktivt medlemskab og have mindst fem betalende medlemmer
  • Som udgangspunkt være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål
  • Være hjemmehørende i Vordingborg Kommune
  • Have en virksomhed, der er almennyttig og kontinuerlig.

I foreningens vedtægter skal det være beskrevet, hvad foreningens aktiver skal gå til ved foreningens ophør.

Foreninger kan løbende søge om at blive godkendt som folkeoplysende forening. 

Børneattest

Samtlige folkeoplysende foreninger, der modtager tilskud og/eller får stillet kommunale lokaler til rådighed, skal erklære overfor Vordingborg Kommune, at de overholder loven omkring indhentelse af børneattester.

Dette gøres én gang årligt, hvor foreningen modtager en besked, hvor de bliver bedt om at bekræfte, at foreningen overholder reglerne om indhentning af de lovpligtige børneattester.

Erklæringen bekræfter, at foreningen indhenter børneattester i det omfang, foreningen ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Det gælder også i tilfælde, hvor foreningen arrangerer, at eksempelvis forældre deltager i aktiviteter, hvor vedkommende har kontakt med børn under 15 år.

Erklæringen rummer en løbende forpligtelse for foreningen til gennem hele året at indhente børneattester, hvorfor også de foreninger, der ikke har kontakt med børn under 15 år, skal afgive erklæring.

Det er en forudsætning for at kunne indhente børneattest, at den person, som oplysningerne vedrører, giver sit samtykke på samtykkeformularen.

Foreningsportalen

Ansøgningen om at blive godkendt som folkeoplysende forening udarbejdes på Foreningsportalen. Gå ind under login og tryk på "Tilmeld forening".

Foreningsportalen er foreningernes indgang til at ansøge om kommunale lokaler samt medlems- og lokaletilskud.

Det er den enkelte forenings eget ansvar at vedligeholde foreningsoplysningerne. Herunder foreningens adresse, e-mail og telefon. Derudover kontaktoplysninger på henholdsvis foreningsansvarlige, formand og kasserer. De oplysninger, der er registreret under grundoplysningerne, er offentligt tilgængelige. I vælger selv, om oplysningerne på jeres kontaktpersoner skal være offentligt tilgængelige.

Det er ud fra disse kontaktoplysninger, at Afdeling for Kultur og Fritid sender forskellig information ud til foreningerne. Det er derfor vigtigt, at oplysningerne bliver opdateret, så foreningen ikke går glip af vigtig information.

Den enkelte forening kan ligeledes angive, hvilke aktiviteter foreningen tilbyder, og dermed vil borgere kunne søge i portalen.

Link til Foreningsportalen 

 

Foreningsvedtægter

Man kan kalde foreningsvedtægter for foreningens spilleregler. Det er i vedtægterne, at alle væsentlige regler er fastlagt.

Arbejdet med vedtægterne er ikke formålet med foreningsarbejdet, men kun et middel til at få det sat på skinner.
Alle overskrifterne i jeres vedtægter skal have en § for sig. Er der flere punkter under en overskrift, skrives de som stk. 1, stk. 2 osv.

Husk at kigge vedtægterne igennem af og til for hele tiden at være på højde med virkeligheden og dagligdagen.

Vedtægterne skal godkendes på den stiftende generalforsamling. Forslag og hjælp til vedtægter finder du herunder.

Vejledning til foreningsvedtægter

Registrering af andre frivillige foreninger

Foreninger, organisationer og enkeltpersoner, der yder frivilligt arbejde til gavn for borgerne i Vordingborg Kommune, kan blive registreret i Foreningsportalen og søge om gratis lokaler.

Foreningsportalen gør også din forening eller din frivillige indsats synlig for borgerne i Vordingborg Kommune.

For at blive registreret i Foreningsportalen uden at være en folkeoplysende forening, skal foreningen have til formål at yde en frivillig indsats, der er:

  • Frivillig (uden fysisk, retslig eller økonomisk tvang)
  • Ulønnet (dog bortset fra godtgørelse til transport, telefon mv.)
  • Til gavn for andre end en selv og ens familie (adskilt fra familiær indsats)
  • Formelt organiseret (modsat en spontan handling som at følge en dame over vejen)
  • En aktiv indsats (medlemskab af frivillig forening er ikke i sig selv frivilligt arbejde).

Foreningsportalen

Du opretter en forening på Foreningsportalen. Gå ind under login og tryk på "Tilmeld forening". Udover at oprette foreninger så er Foreningsportalen også her, hvor du søger kommunale lokaler samt her andre borgere kan finde jeres forening. 

Det er dit eller din forenings ansvar at vedligeholde grundoplysningerne, herunder adresse, e-mail og telefon. Det er også foreningens ansvar at opdatere kontaktoplysninger på henholdsvis foreningsansvarlig og evt. andre kontaktpersoner. De oplysninger, der er registreret under grundoplysningerne, er offentligt tilgængelige. Man vælger selv, om oplysningerne på kontaktpersonerne skal være offentlig tilgængelige.

Det er ud fra disse kontaktoplysninger, at Afdeling for Kultur og Fritid sender forskellig information ud til foreninger. Det er derfor vigtigt, at oplysningerne bliver opdateret, så vigtig information ikke går tabt. 

Den enkelte forening kan ligeledes angive, hvilke aktiviteter foreningen tilbyder, og dermed vil borgere kunne søge i Foreningsportalen og finde de foreninger, der beskæftiger sig med deres interesser. 

Her kan du oprette en forening

Oprettelse af CVR-nr.

For at Vordingborg Kommune kan udbetale tilskud til en forening, skal foreningen have et CVR-nr. Dette opretter du på www.virk.dk. Det foregår nemt og hurtigt således:

  1.        Hav dit NEM-ID klar. (Det må gerne være en personlig NEM-ID)
  2.        Vælg "Lynservice".
  3.        Vælg "Frivillig forening".
  4.        Vælg "Start indberetning" og udfyld det, som du bliver bedt om.

Når du har afsluttet indberetningen, vil I få tilsendt jeres nye CVR-nr. pr. brev til den indberettede adresse på kontaktpersonen til foreningen.

Alle CVR-nr. skal fornyes en gang hvert tredje år, ellers lukkes det pågældende CVR-nr. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender en påmindelse til foreningens e-mailadresse, inden det lukkes.

Hvis foreningen skifter e-mailadresse, er det derfor vigtigt, at I husker at ændre den på dette link.

1. november 2013 blev det vedtaget, at alle foreninger med et CVR-nr. skal have en digital postkasse til sikker kommunikation fra det offentlige.

Her opretter du et CVR-nr. til din forening

Tilknytning af NemKonto

Når I har modtaget jeres CVR-nr., skal I henvende jer i banken og bede om at få tilknyttet en Nem-Konto til det CVR-nr. der er oplyst i brevet.

Når I har fået tilknyttet en NemKonto til jeres CVR-nr., skal I give besked til Afdeling for Kultur- og Fritid og oplyse jeres CVR-nr.

Herefter kan udbetaling af tilskud sættes i gang.

Oprettelse af digital postkasse

1. november 2013 blev det besluttet, at alle foreninger med et CVR-nr. skal have en digital postkasse til sikker kommunikation fra det offentlige.

Her opretter du en digital postkasse til din forening

Husk på forhånd at beslutte, hvem der skal have besked på e-mail, når der kommer ny post.

Når I opretter postkassen, skal I angive mindst en og højst to e-mailadresser, som får besked, når der er ny post i postkassen. I skal altså beslutte, hvem der får ansvaret for at holde postkassen ajour og eventuelt fordele posten videre til andre i foreningen, som skal have den.

 



Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side