Om skolen

Præstø Skole ligger centralt i Præstø by tæt på Præstø Fjord og de herlighedsværdier, der knytter sig til dette område. Skolen er renoveret inden for de sidste par år således, at skolen fremstår lys og venlig. Skolen har 1-2-3 spor med ca 500 elever fordelt på 0.-9. klasse, med skoleklub for 0.-6. klasse. Skolen ligger på én matrikel, skoleklubben på en 4-længet gård tæt ved. Et stisystem fungerer som trafiksikker vej mellem skole og skoleklub.

Der er i skole og skoleklub fokus på trivsel, sundhed, inkluderende læringsmiljøer og på at forbedre elevernes faglige resultater, og samtidig er der stor bevågenhed på den enkelte elev. Der er desuden stor interesse for digitalisering og innovation.

Præstø skole har dygtige og engagerede medarbejdere, der hver dag løfter og samarbejder om skolens kerneopgave. Vi arbejder på et fundament af skolens værdier: fællesskab, respekt, glæde og trivsel.

Der er et godt samarbejde med skolebestyrelsen, som viser stor indsigt og virkelyst. Både skolebestyrelse og ansatte er optaget af skolens potentiale, ikke mindst som en stærk faktor i lokalsamfundet.