Råd

Forbered dig på rygestoppet

Der er mange måder, du kan forberede dig på, og du kan finde mere information på nettet om, hvordan du kan forberede dig bedst muligt.

Her er Sundhedsstyrelsens anbefalinger til, hvordan du kan gribe dit rygestop an:

  • Vælg en stopdag, der skal ligge 2 til 3 uger ude i fremtiden.
    Indtil stopdagen skal du forberede dig og lave din egen plan for dit rygestop.
  • Vælg en stopdag, der f.eks. ligger i en weekend.
    Det er bedst, hvis stopdagen ligger i en periode, hvor du ikke skal til for mange aktiviteter.
  • Du skal tænke over, hvad du vil gøre, når det bliver svært.
    Alle får problemer under rygestop. Men man kan lettere klare dem, hvis man har tænkt over det i forvejen.
  • Spørg lægen eller gå på apoteket og få gode råd.
    Du har fem gange større chance for at klare rygestoppet, hvis du får hjælp til det. Du kan også gratis ringe til StopLinien på telefonnummer 80 31 31 31 og tale med en rådgiver.
  • Fortæl familie og venner, at du vil stoppe.
    Deres støtte kan gøre det lettere – og måske vil en eller flere stoppe med at ryge samtidig med dig.
  • Smid cigaretterne ud.
    Du skal ikke have cigaretter, lightere og askebægre stående, når du holder op. Smid det hele ud.
  • Tro på, at du kan stoppe med at ryge.
    Selv om du har prøvet før, uden at det lykkedes. 

Få den hjælp du behøver

Du kan få hjælp mange steder. Dels kan du tale med din praktiserende læge, og dels har kommunen hyppigt rygestopkurser med dygtige instruktører, der kan hjælpe dig. På rygestopkurset går du sammen med andre, der også ønsker at stoppe, og I kan støtte hinanden undervejs. Ring til kommunen og hør, hvor du kan henvende dig, klik på ”Netværk” og se, om du kan finde et rygestopkursus der, som du har lyst til.

Apotek
Mange apoteker afholder også kurser/rådgivning mod betaling. Spørg på apoteket eller søg information på www.sundhed.dk.

Stoplinien
Stoplinien er Sundhedsstyrelsens hjemmeside, og på tlf: 80 31 31 31 kan du få gratis rådgivning af eksperter i rygestop.
StopLinien har kun åbent i dagtimerne. Du kan også læse mere på hjemmesiden: www.stoplinien.dk

Brug evt. medicin til rygestop

Der findes flere forskellige typer medicin, som kan gøre det lettere at stoppe med at ryge. Det er også muligt at bruge forskellige nikotinprodukter. Man kan for eksempel få plaster, tyggegummi, tabletter eller en lille plastic-cigaret samt en inhalator. Nikotinprodukter gør det lettere at holde op med at ryge, hvis man bruger dem rigtigt, så sørg for at få ordentlig vejledning til, hvordan du skal gøre.

Vær opmærksom på, at noget af behandlingen skal indledes 1 til 2 uger før rygestop og hjælper til at dæmpe rygetrang og abstinenser. Kontakt din læge og spørg om mulighederne eller få mere information på apoteket.

Når lysten til at ryge melder sig

Når du er holdt op med at ryge, er det naturligt, at lysten til at ryge melder sig på forskellige tidspunkter. Husk at den værste lyst til at ryge forsvinder igen efter nogle få minutter. Så hold ud, og tænk over, hvad du kan gøre i stedet for, så du afleder opmærksomheden fra din trang til at ryge.

Her er lidt inspiration til, hvad du kan gøre, hvis lysten til at ryge melder sig:

  • gå en tur
  • spis et stykke frugt
  • tænk på dine grunde til at holde op
  • lav noget praktisk
  • ring til en ven
  • tag en dyb indånding
  • drik et glas vand
  • sæt et stykke dejligt musik på.



Der vil altid være situationer, hvor det er ekstra svært at lade være med at ryge. Det kan f.eks. være, hvis du er til et socialt arrangement, hvor alle ryger, eller hvis du har gæster, der ryger. Lav på forhånd en plan for, hvad du kan gøre for at klare dig igennem. Så bliver det nemmere, når du står i situationen. 

Læg mærke til gevinsterne

Et rygestop kan forbedre din livskvalitet - her og nu!
Hvis du holder op med at ryge, så læg mærke til de forandringer, du oplever f.eks. bedre kondition, pænere kulør, positive kommentarer fra pårørende, renere luft i hjemmet osv. Læg også mærke til, at din evne til at smage og lugte forbedres - du nyder maden mere. Du får luft til at bevæge dig lettere omkring, deltage i aktiviteter og kan måske undgå at få hjælp til praktiske gøremål eller andet. Ofte vil du også opleve en anden ro, fordi du ikke hele tiden skal tænke på at ryge. Måske kommer der mere liv i dit hjem, fordi børn, børnebørn og oldebørn har mere lyst til at besøge dig, og andre besøgende værdsætter også dit røgfrie hjem.