Rygestop - 100% frisk luft

MED UNIKKE NATUROPLEVELSER

Vi har udviklet et rygestopkoncept, hvor vores naturvejleder sammen med rygestoprådgiveren afholder et særdeles inspirerende rygestopforløb i Vordingborg Kommunes fantastiske natur. Konceptet bruges nu af flere kommuner over hele landet. Konceptet hedder Rygestop - 100% frisk luft.

Rygestop i naturen er for dig, der ikke er til rygestopkurser i almindelige kursuslokaler. På dette forløb laver vi ”Walk and talk”-ture på særligt udvalgte steder i kommunens unikke natur, hvor du sammen med rygestopinstruktøren og naturvejlederen får støtte til dit rygestop og får mulighed for at opleve nogle af landets mest unikke naturattraktioner. Alle med et rimeligt helbred kan være med - du skal dog kunne gå 2-3 kilometer uden større problemer.

Kurset løber over 8 uger med 7 mødegange á ca. 2 timer. Du bliver en del af et lille hold på max. 12 deltagere. Du behøver ikke at være røgfri ved kursets start. Vi aftaler nemlig en fælles rygestopdato ca. 3 uger inde i forløbet.

Første mødested fastsætter vi, men derefter aftaler vi i fællesskab de kommende mødesteder. Ofte mødes vi et nyt sted hver gang, så kurset giver også mulighed for at opleve nye kroge af kommunens natur.

Erfaringerne viser, at 6 ud af 10 stadig er røgfrie 6 måneder efter afslutningen. Det er næsten 3 gange så mange som landsgennemsnittet ved traditionelle rygestopforløb.

Du kan tilmelde dig rygestopforløb her