Spring til indhold

Alkoholrådgivning

Problemer med alkohol rammer i alle samfundslag. Du kan få gratis og anonym rådgivning, hvis alkohol er begyndt at fylde lidt for meget i dit eller din pårørendes liv.

Værd at vide om rådgivning og behandling i Center for Rusmidler

  • Du behøver ikke en henvisning, men kan kontakte os direkte
  • Du kan være anonym
  • Alle forløb er gratis
  • Rådgivning og behandling igangsættes senest 14 dage efter din henvendelse
  • Den primære behandling er samtaler med din rådgiver
  • Du kan stadig passe både arbejde og familie, mens du får rådgivning og behandling
  • Alle borgere i og udenfor Vordingborg Kommune kan få rådgivning og behandling i Center for Rusmidler
  • Lever du i en familie, hvor alkohol fylder lidt for meget, kan du også få hjælp

 

Alkoholrådgivningen

Vi har både individuelle og gruppebaserede tilbud. Dit forløb bliver tilrettelagt i et samarbejde med dig på baggrund af din behandlingsplan.

Center for Rusmidler arbejder helhedsorienteret, men det primære formål er, at arbejde med din afhængighed af alkohol.

Som borger har du en række rettigheder for alkoholbehandling i Center for Rusmidler.

Frit valg

Hvis du ikke ønsker, at din behandling skal foregå i Center for Rusmidler i Vordingborg Kommune, kan du frit vælge at få din behandling i en anden kommune. På samme vis kan du være i behandling i Center for Rusmidler i Vordingborg Kommune selvom du er bosat i en anden kommune.

Anonymitet

Du kan vælge at være i anonym alkoholbehandling, hvor du ikke behøver at oplyse CPR-nummer og navn. Det er dog ikke muligt at være i medicinsk behandling som supplement til anonym alkoholbehandling, da oplysning om CPR-nummer her er nødvendigt.

Behandlingsgaranti

Efter din henvendelse til Center for Rusmidler bliver behandling igangsat senest 14 dage efter henvendelse.

Dagbehandling og gruppetilbud

Center for Rusmidler arbejder helhedsorienteret, men det primære formål er, at arbejde med din afhængighed af alkohol. Som en del af dette, tilbyder vi forskellige former for gruppetilbud samt dagbehandling til dig, som måske lige har behov for lidt mere.

Motivationsgruppe

Motivationsgruppen er et tilbud til de borgere, hvis mål er at opnå rusfrihed eller at fastholde et allerede opnået ophør af alkohol/stoffer.

Vi arbejder med emner som:

  • Mål for kommende uge
  • Fordele/ulemper  
  • Højrisikosituationer: Kognitive diamant - tanke  – følelser – krop - adfærd
  • Strategier
  • Roller/forskellige roller
  • Ædru/beruset

Nada gruppe

Hos Center for rusmidler tilbyder vi NADA øreakupunktur. NADA kan lindre abstinenser, virke beroligende og medvirke til bedre søvn og velvære.

Ved NADA øreakupunktur får du sat 5 tynde akupunkturnåle i hvert øre, dem skal du sidde med i ca. 45 min.

Tilbagefaldsforebyggende

 Den tilbagefaldsforebyggende gruppe er et 12 ugers målrettet efterbehandlingstilbud til de borgere der efter et individuelt behandlingsforløb vurderes at kunne profitere af et gruppeforløb med tilbagefaldsforebyggende sigte.

Vi arbejder bla. med:

  • Livsmestring/livets betingelser
  • Tilbagefaldsforebyggelse
  • Fokus på rusfrit netværk/skabe relationer
  • Refleksion/egenomsorg
  • Mindfulness
  • Højrisiko og tilbagefaldsstrategier

Dagbehandling

Dagbehandling er for dig, der har lyst til/brug for et mere intensivt forløb, hvor du får redskaber til at stoppe med dit problematiske eller skadelige forbrug af rusmidler. Det kan også være, at du har været i døgnbehandling og har behov for støtte til at fastholde dit stop.

I dagbehandlingen får du et gruppebehandlingsforløb, hvor formålet er, at du bliver klogere på dit rusmiddelproblem, og den rolle, det spiller i dit liv, så du bliver bedre i stand til at håndtere livet uden rusmidler. Du kan også dele erfaringer og blive inspireret af andre, som også har udviklet en afhængighed.

Vi har også ture ud af huset nogle eftermiddage, hvor vi f.eks. får selskab af en naturvejleder, eller tager ud og spiller bold eller badminton.

Hvis du er interesseret i at deltage i vores dagbehandling, så tal med din rådgiver eller sagsbehandler, da dagbehandlingen kan være et aktivitetstilbud for dig. 

Dagbehandlingen tager 12 uger med fremmøde 4 gange om ugen 

  • Du har personligt ansvar for at indgå motiveret i ugeprogrammet og deltage aktivt i gruppen. 
  • Der er fremmøde 4 x om ugen, og du må maksimalt have 25 % fravær.
  • Du skal kunne indgå i kontakt og refleksion. Vi tilpasser niveauet efter dine boglige og kognitive forudsætninger.
  • Dagbehandlingen er rusfri; Hvis du stadig er aktiv med rusmidler, så forventes du at stoppe helt efter 4 uger. Hvis du ikke stopper, har du mulighed for et andet tilbud i Center for Rusmidler

 

 

 

Visitation og indskrivning

Vi tilrettelægger dit behandlingsforløb individuelt i samarbejde med dig. Det er gratis, og du kan være anonym. Senest 14 dage efter din henvendelse opstarter vi din behandling.

Første samtale vil være en visitationssamtale om dit forbrug af alkohol, fysisk og psykisk sygdom, netværk m.m.

Du bliver herefter kontaktet af din rådgiver, som du har individuelle samtaler med og det er sammen med denne, at I laver en behandlingsplan som beskriver dit mål og hvilke forandringer og tiltag, der skal til for at nå dette.

Når dit behandlingsmål er nået, tilbyder vi et opfølgningsforløb, hvor du taler med din rådgiver en og seks mdr. efter afsluttet forløb.

Visitation til dag- og døgnbehandling

Hvis det vurderes, at det ambulante tilbud ikke er tilstrækkeligt, er der mulighed for visitation til dag- og døgnbehandling.

Visitation til en døgnbehandlingsinstitution sker efter en faglig vurdering i forhold til dine ressourcer og graden af misbruget. I forbindelse med et ophold på en døgnbehandlingsinstitution, vil der under opholdet være samarbejde mellem institutionen og alkoholrådgivningen i Center for Rusmidler ligesom der skal indgås og udarbejdes aftaler om efterbehandling.

Dag- og døgnbehandling er gratis med en bevilling fra Center for Rusmidler.

Pårørende

Center for Rusmidler har forskellige tilbud til dig som pårørende. Det kan være par- og familiesamtaler, individuelle samtaler og tilbud om samtale med forældre til en ung.

Yderligere har vi en pårørendegruppe hvor du møder andre med lignende oplevelser og hvor du som pårørende  får hjælp til at håndtere det at være tæt på én, hvor alkohol eller stoffer fylder for meget. 

Du har også mulighed for at deltage i behandlingsforløbet, såfremt din pårørende ønsker det.

Er du barn eller ung?
Bor du i en familie hvor alkohol eller stoffer fylder meget, har vi særligt fokus på dig, da vi ved, at det er en svær situation. Du (og eventuelt dine søskende) vil altid blive tilbudt samtaler.
Samtalerne kan foregå alene med en voksen, der er vant til at tale med børn og unge som dig. Samtalerne kan også være sammen med din familie, og det er du med til at bestemme.

 

Metode og tilgang

Den motiverende samtale

Formålet med motiverende samtaler er at forstærke din motivation for forandring og adfærdsændring. Det er helt centralt, at det er din oplevelse, der er udgangspunktet i samtalen.

Desuden bruger vi motivationssamtalen til at afklare din ambivalens overfor stoffer. I den forbindelse afdækker vi sammen hvilken forskel, der er på den aktuelle adfærd, du har nu, og den ønskede adfærd, som du gerne vil have. Vi taler derfor også om dine barrierer for og ressourcer til at nå målet og din ønskede adfærd.

I Center for Rusmidler anvender vi evidensbaserede metoder som motiverende samtaler, kognitiv metode. Rådgivningen kan også have træk fra andre metodiske tilgange.

Kognitiv metode

Kognitiv metode går ud på at blive mere bevidst om sammenhængen mellem tanker, følelser og handlinger for derigennem at blive i stand til at ændre måden at tænke og handle på.

Screening og monitorering

Vi benytter MapPlan som screeningsredskab. MapPlan er udviklet af Center for Rusmiddelforskning, Århus universitet.

MapPlan skal understøtte en helhedsorienteret afdækning af dine problemer og behov, som skal føre til en plan for dit behandlingsforløb.

Vi anvender Trivsel -og effektmonitoreringsværktøj (TEM), udviklet af Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet for at sikre at dit forløb er til hjælp for dig.

Klagevejledning

I Center for Rusmidler bestræber vi os altid på at gøre vores bedste. Men er du utilfreds med dit møde med os, dvs. de medarbejdere du har mødt, det generelle serviceniveau eller en afgørelse vi har truffet, har du ret til at klage.

Vedhæft klagevejledning

Klagen rettes til:

att. Centerleder Helle Vest

Mail: cfr@vordingborg.dk