Hygiejne og søvn

En god nats søvn er vigtig - både for børn og voksne

Det samme gælder en god middagslur for små børn. Gode ritualer, frisk luft og rent sengetøj er nøgleord i den sammenhæng.

Sov godt - i frisk luft og rent sengetøj

Dagtilbuddet er ansvarlig for at skabe et sikkert og hygiejnisk sovemiljø for børn. Soverummet skal være stort nok til at sikre en tilstrækkelig luftfornyelse uden trækgener, og der skal luftes ud, både før og efter børnene skal sove.

Sundhedsstyrelsen råder ydermere til, at spædbørn og småbørn overvåges og tilses jævnligt under søvn.

Om sengetøj anbefales det at:

  • Hvert sovebarn har sin soveplads og egen madras
  • Hvert barn har eget sengetøj som opbevares særskilt og vaskes hver 14. dag ved minimum 60 grader
  • Dyner og puder vaskes 2 gange om året ved 60 grader, hyppigere ved behov hvis de er blevet forurenet med f.eks. tis, afføring, opkast, bold og snot
  • Madrasser opbevares adskilt under tørre ventilerede forhold
  • Madrasbetræk bør vaskes mindst en gang om måneden ved 60 grader
  • Madrasser skal hæves over gulvniveau for at undgå træk og påvirkning med støv. Lejet skal være fast og lagnet skal være redt stramt uden løse folder for at forebygge spærring af barnets luftveje

Om barnevogne og krybber anbefales det at:

  • Sengetøj og madrasser luftes og tages ind umiddelbart efter brug
  • Krybber bør være forsynet med ventilationshuller i bunden
  • Barnevogne og krybber efterses for skimmelsvamp 1 gang om ugen
  • Barnevogne og krybber afvaskes 1 gang om måneden med sæbevand – hyppigere ved forurening med f.eks. tis, afføring, opkast, blod og snot
  • Barnevogne og krybber bør opbevares i tørre, opvarmede rum


Du vil få en e-mail når der sket en ændring på denne side