Forudsætninger

Nærværende kommuneplan tager udgangspunkt i:

  • Vordingborg Kommuneplan 2013-2025 og tillæg hertil, som er den gældende kommuneplan.
  • Kommuneplanstrategi 2015, som indeholder en revisionsbeslutning i forhold til hvilke emner der skal revideres.
  • Oversigt over nationale interesser i kommuneplanen, hvori statens krav til revision af kommuneplanen er defineret.

Kommuneplan 2018 erstatter den hidtidige Kommuneplan 2013-2025. Og der er tale om delvis revision af kommuneplanen i forhold til de emner, der er taget op i Kommuneplanstrategien, samt de emner statens har taget op i forbindelse med revisioner af planloven og udmeldinger af nationale interesser.

I forbindelse med udarbejdelse af kommuneplanen er der udarbejdet en række analyser og redegørelser, som ligeledes danner grundlag for en del af kommuneplanen. Det drejer sig om:

  • Befolkningsprognose (analyse af befolkningsudviklingen på alder og geografi)
  • Detailhandelsanalyse (analyse af detailhandelsudviklingen)
  • Grundvandsredegørelse (analyse og screeningsværktøj)
  • Naturkorridorer i Vordingborg Kommune (dokumentation/metodenotat)

Derudover udgør analysen ”Vækstvilkår 2017 for Vordingborg” fra Center for vækstanalyse for Væksthus Sjælland et væsentligt grundlag for Kommuneplanen.

Disse analyser ses i boksen til højre og anvendes som grundlag for og refereres til i de relevante temaer. Detailhandelsanalysen kan ses i afsnittet om detailhandel, og grundvandsredegørelsen relaterer sig primært til afsnittene erhverv og grundvand, og vil fremadrettet være grundlag for planlægningen i forhold til ændringer i erhvervsudlæg.

De to øvrige analyser (Befolkningsprognose og Vækstvilkår 2017) er af mere generel karakter og gengives kort herunder.

BEFOLKNINGSPROGNOSE
Befolkningsprognosen 2019 viser, at der frem mod 2032 forventes et fald i befolkningen i Vordingborg Kommune på knap 2.400 borgere, svarende til en tilbagegang på 5 pct. over en periode på 13 år. Den positive fremgang der har været siden 2014 er aflyst af et fald i 2018 på 271 borgere, hvilket får 2019-prognosen til at vente en tilbagegang de kommende år.

Som det fremgår af ovenstående tabel, så er der store udsving i befolkningsudviklingen set på de forskellige aldersgrupper. Vordingborg Kommune kan således forvente, at antallet af indbyggere i den erhvervsaktive alder 16-64 år vil falde med knap 16 pct. (4.200 borgere) frem mod år 2032.

I samme periode forventes antallet af borgere over 65 år derimod at stige med 20,5 pct. svarende til en fremgang på 2.511 borgere i 2032.

I aldersgruppen defineret som Erhvervsaktive, skal man have for øje at tilbagetrækningsreformen medfører at erhvervsaktive de kommende år også vil omfatte 65-68 årige, idet pensionsalderen hæves. Samtidig er der dog fortsat personer under 65 år som ikke er erhvervsaktive.

Udover at Vordingborg Kommune oplever aldersmæssige forskydninger i demografien, er der også geografiske forskelle. Den nye prognose viser kun befolkningstilvækst i 3 af de i alt 16 lokalområder i Vordingborg Kommune.


Befolkningsudviklingen i lokalområderne - den procentvise ændring fra 1.1.2019 til 1.1.2023

Grøn = positiv befolkningsudvikling over 2,5%
Gul = ingen eller lav befolkningsudvikling under 2,5%

Rød = negativ befolkningsudvikling over -2,5%

Vækstanalyse
Udviklingen i beskæftigelse, eksport, iværksætteri, uddannelse, bosætning og pendling i forhold til andre øvrige kommuner i regionen er beskrevet i analysen af vækstvilkårene i Vordingborg Kommune, som er udarbejdet af Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland i 2017. Analysens generelle beskrivelse af Vordingborg er gengivet herunder.

Beskæftigelse

Indbyggernes tilknytning til arbejdsmarkedet
Kilde: Vækstvilkår 2017; Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland

Af de godt 46.000 indbyggere i Vordingborg Kommune er 58,8% i den primært erhvervsaktive alder (16-64 år). Med erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser på henholdsvis 70,0% og 67,3% er andelen af borgere i den erhvervsaktive alder, som er til rådighed for arbejdsmarkedet og i beskæftigelse, mindre end både regions- og landsgennemsnittet. På landsplan er erhvervsfrekvensen 74,9% og beskæftigelsesfrekvensen 72,1%. For Region Sjælland som helhed er tallene henholdsvis 74,6% og 71,9%.

Af de 18.124 i beskæftigelse pendler 41% til arbejdspladser i andre kommuner. De største arbejdsstedsområder for pendlere fra Vordingborg er Næstved, Østsjælland, Københavns vestlige omegn og selve byen København. At København og omegn er destination for mange af pendlerne fra Vordingborg understreges af, at omkring 22% af de beskæftigede med bopæl i Vordingborg Kommune har mere end 50 km til deres arbejdsplads. Blandt dem, som arbejder i Vordingborg Kommune, er det blot 9%, som har mere end 50 km til arbejde, og pendlingen til Vordingborg kommer især fra Guldborgsund og Lolland.

Erhvervsstruktur
Erhvervsstrukturen i Vordingborg er præget af mange virksomheder med mindre end 10 årsværk. Omkring 90% af alle virksomheder i Vordingborg Kommune har under 10 årsværk. Virksomheder med mere end 100 årsværk udgør 3,1% af det samlede antal virksomheder, mens de står for 21,8% af den samlede private beskæftigelse i Vordingborg Kommune. Det er mindre end regionsgennemsnittet på 29,9%.

De store virksomheder i Vordingborg Kommune, fx Bisca, Corning Cabelcon og Vordingborg Køkkenet, er primært inden for industri og engroshandel. Beskæftigelsesandelen for virksomheder med mindre end 1 årsværk samt virksomheder med 10-100 årsværk er nogenlunde den samme som i Region Sjælland. Til gengæld står virksomheder med 1-10 årsværk for 44,6% af den samlede beskæftigelse i Vordingborg Kommune, hvilket er mere end regionsgennemsnittet på 36,8%.

34% af arbejdspladserne i Vordingborg Kommune ligger inden for den offentlig sektor. I forhold til beskæftigelsen i den private sektor ligger den primært inden for erhvervsservice og handel.


Fordeling af beskæftigelse i private sektorer i Vordingborg
Kilde: Vækstvilkår 2017; Center for Vækstanalyse for Vækstforum Sjælland

Branchen erhvervsservice er i fremgang i Vordingborg Kommune både målt på beskæftigelse og værdiskabelse. Det er en branche, som vokser i store dele af regionen og landet som helhed i disse år. 35% af virksomhederne i Vordingborg er erhvervsservicevirksomheder fx inden for regnskab, rådgivning, information, kommunikation, ejendomshandel og rengøring. Hovedparten af virksomhederne i denne branche er små og lokalt orienterede.

Iværksættere skaber jobs
I et samfundsøkonomisk perspektiv er det afgørende, at iværksætteriet omsættes til job- og værdiskabelse. I Vordingborg Kommune stod virksomheder etableret i perioden 2005-2014 for 1.724 af de i alt 10.425 private job. Det svarer til, at de sidste 10 års iværksætteri har skabt 16,5% af de eksisterende private job. Især inden for hotel- og restaurationsbranchen står iværksætterne for en stor andel af beskæftigelsen. Også bygge- og anlægsiværksætterne står for en pæn andel af jobbene i branchen. De store iværksætterbrancher, bygge og anlæg, erhvervsservice mv. samt øvrige brancher står ikke overraskende for hovedparten af iværksætternes jobskabelse. I 2015 gav de seneste 10 års iværksætteri anledning til 403 job inden for bygge og anlæg, 339 job inden for øvrige brancher, og 332 job inden for erhvervsservice mv. Disse job inkluderer iværksætternes beskæftigelse i egen virksomhed.