Besøgscentre og større anlæg til udendørssport

Mål for Besøgscentre og større anlæg til udendørs sport

  • For at forøge tilbuddet af udflugts- og aktivitetsmuligheder kan der – efter særlig vurdering af hvert enkelt projekt – etableres større besøgscentre, golfbaner samt områder for støjende friluftsaktiviteter. 

Retningslinjer

Kort 21.1


21.1
Etablering af besøgscentre skal fortrinsvis ske i tilknytning til eksisterende sommerhusområder eller byzone efter afvejning af alle relevante interesser herunder natur- og landskabsinteresser.

21.2
Ved placeringen skal der tages hensyn til at nærliggende boliger, kan have et acceptabelt støjniveau, og der skal tages hensyn til god trafikal adgang for såvel individuel som kollektiv trafik.

21.3
I lokalplaner for større besøgscentre og for støjende friluftsaktiviteter skal det sikres, at de omgives af en tilstrækkelig afskærmende beplantning, at billetkøer kan afvikles uden for det offentlige vejnet samt, at parkernes drift ikke medfører væsentlige miljøgener for de omkringliggende områder. Parkområderne skal forblive i landzone.

21.4
Ud over de større besøgscentre kan der placeres mindre legeparker, dyreparker og lignende med en lokal brugerkreds.

21.5
Ved anlæg af golfbaner må områdernes natur-, kultur- og miljøinteresser ikke forringes. Det anbefales, at drive banerne på en økologisk hensynsfuld måde. I projekterne skal arbejdes med at forøge naturindholdet og offentlighedens adgang, herunder anlæg af stier. Det skal tilstræbes, at arealer til golfbaner også kan anvendes til andre former for friluftsliv, der er forenelige med golfspillet. Det kan være vandring, cykling, stavgang, skiløb eller drageflyvning.

21.6
Golfbaner skal søges placeret i tilknytning til by- eller ferieområder og helst med god betjening af kollektiv transport. Det skal tilstræbes, at banerne anlægges på jorder, der er mindre egnede til landbrugsformål.

21.7
Naturbeskyttelsesområder skal som udgangspunkt friholdes for anlæg af golfbaner.

21.8
Ved Hårbølle Strand kan der jævnfør ramme R 12.02 udlægges et mindre besøgsanlæg for industrikultur og forsvarsanlæg med tilhørende restaurant og overnatningsfaciliteter.

21.9
Kalvehave Labyrintpark ramme R 10.02 kan udvides i mindre omfang.

21.10
I forbindelse med Sukkerfabrikken i Stege kan der i ramme C 15.10 etableres besøgscenter til vandoplevelser som f. eks. kurbad og lignende. Der kan etableres tilhørende overnatningsfaciliteter.

Redegørelse

Betydning for turisme og friluftsliv
For at give bredspektrede muligheder for udendørs aktiviteter åbnes der fortsat mulighed for placering af besøgscentre og større anlæg til udendørs sport. Aktiviteterne kan medvirke til at tiltrække flere turister til kommunen og kan have en positiv indvirkning på at forlænge den korte turistsæson. Kort 21.1 viser eksisterende og nye besøgscentre og eksisterende golfbaner. Der findes nu én golfbane på Møn med 18 huller, og der er lokalplanlagt for anlæg af en ny bane nordøst for Ørslev. Eksisterende besøgscentre er Geocenteret på Møns Klint, Borgcenteret i Vordingborg og Labyrintparken ved Kalvehave.


Golfbane ved Hotel Præstekilde

Der skal tages hensyn
Retningslinjerne giver ikke konkrete placeringer for nye anlæg, men opridser en række hensyn, der skal tages ved valg af placering og under etableringen. Det skal i hvert enkelt tilfælde vurderes, om de konkrete projekter skal behandles i overensstemmelse med reglerne for VVM, og om der skal udarbejdes kommuneplantillæg.

Daneflint
Ved Hårbølle Strand har industrivirksomheden Daneflint A/S nu afviklet indvinding, forarbejdning og distribution af flintmateriale. Området er i Kulturarvsatlas for Møn udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø fra industrikulturen med markante industri-, lager- og funktionærbygninger. Desuden findes der i området et skanseanlæg, der ejes af Vordingborg kommune.

Kommuneplanretningslinjen giver mulighed for at omdanne stedet til et mindre besøgsanIæg med tilhørende restaurant og overnatningsfaciliteter. I lokalplanlægningen skal der sørges for, at områdets bevaringsværdier kan sikres under iagttagelse af de særlige naturbeskyttelsesinteresser. Offentligheden skal sikres adgang til området, der bør indgå på linje med de øvrige turistattraktioner på Møn. Endvidere bør lokalplanlægningen åbne mulighed for en genanvendelse af de bevaringsværdige industribygninger og herunder skal det nærmere undersøges i hvilket omfang bygningerne kan tillades anvendt til ferie- og fritidsformål og herunder indretning af ferieboliger.

Kalvehave Labyrintpark
Kalvehave Labyrintpark åbnede foråret 2006, og har vist sig at have en betydelig interesse som turist- og besøgsmål. Siden er området udvidet med 1 ha gennem landzonetilladelse. Kommuneplanen åbner mulighed for at området i mindre omfang kan udvides yderligere efter samme koncept, der ikke medfører støj, parkering eller bebyggelse og anlæg, som virker skæmmende på det omgivende landskab og miljø. 


Kalvehave Labyrintpark

Sukkerfabrikken - Vand, oplevelser og velvære
I tilknytning til Sukkerfabrikken i Stege ønskes etableret et oplevelsescenter med udgangspunkt i vand. Det er tanken at stedet skal være attraktivt for alle generationer og bl.a. indeholde kurbad. Nord for siloerne findes et stort rampeanlæg, hvor lastbilerne tippede roerne af – hvorvidt dette anlæg indgå som en del af et nyt anlæg vides endnu ikke, men det ville være en synliggørelse af sukkerhistorien og give et nyt anlæg en helt særlig karakter. Etablering af overnatningsfaciliteter er en del af planen. Planerne forudsætter nærmere lokalplanlægning.

Tiltag på Farø
Farø udgør velkomstporten til Vordingborg Kommune sydfra. Der ligger et potentiale i at udnytte denne landskabeligt smukke lokalitet, hvor motorvejsbilister møder kommunen. Forskellige projekter, som kan styrke turisme, friluftsliv og kommunens profilering er på tegnebrættet. Dette gælder såvel aktiviteter som overnatningsmuligheder.


Danmarks smukkeste pause

Tiltagene forudsætter en samlet planlægning, hvor overordnede myndighedsgodkendelser også er nødvendige. Farø er næsten helt omfattet af strandbeskyttelseslinjen, hvor der som udgangspunkt ikke må ske ændringer i tilstanden, tiltagene forudsætter således dispensation fra staten, som er myndighed på strandbeskyttelsen.