Med tilslutningen af solcelleanlægget i Barmosen består Grøn Pulje nu af 3,36 mio. kr. Midlerne fra puljen skal gå til grønne og almennyttige projekter og initiativer i nærhed til de områder, hvor der enten er eller kommer til at være vedvarende energianlæg. Indtil videre består puljen af penge indbetalt af opstillerne af solceller i Barmosen, men der planlægges også for flere anlæg ved Ørslev, Høvdingsgård og Køng Mose. Puljen kommer altså til at vokse i takt med at flere anlæg bliver sluttet til nettet.
En lignende pulje har før været varetaget af Energistyrelsen, men som noget nyt er det nu kommunerne selv, der skal varetage opgaven.
Opstillere af vedvarende energianlæg skal indbetale:
- 125.000 kr. pr. MW ved landvindmøller
- 165.000 kr. pr. MW ved havvindmøller
- 40.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg
- 92.000 kr. pr. MW ved vandkraftværker
Der kan fra puljen søges støtte til almennyttige og grønne tiltag. Støtten kan søges af alle i kommunen.