Linjefag udskoling

Udskolingen i folkeskolen er indskoling til en ungdomsuddannelse.

  • Vi arbejder hele tiden med at udvikle fag og linjer som øger elevernes motivation og udbytte i udskolingen, så de bliver bedst muligt klar til at kvalificere deres videre valg, når de går ud af folkeskolen.
  • Valget af linjer tager udgangspunkt i elevernes interesser, uden at dette valg låser dem til en bestemt ungdomsuddannelse.
  • Eleven kan vælge mellem alle linjer på alle skoler. Valg af en linje på en anden skole end distriktsskolen medfører skoleskift.
  • Eleven har samme forudsætninger for at kunne gennemføre folkeskolens afgangsprøver, uanset linjevalg.

 

Erhverv og værksted

Kan du lide at bruge hænderne? Og kunne du tænke dig at besøge både værksted og hjemkundskab, samt komme på erhvervsbesøg? Er du i tvivl om hvad du vil efter folkeskolen?

Så er dette linjen for dig. På denne linje skal vi arbejde både på værkstedet og besøge erhvervslivet, samt blive gode til at arbejde om fælles projekter. Vi skal blive klogere på ungdomsuddannelserne og måske i praktik.

It, innovation og iværksætteri

Er du interesseret i programmering? Og er du fuld af gode ideer, du har lyst til at udvikle?

Er du nysgerrig på hvordan man starter sin egen virksomhed?

På denne linje skal vi arbejde med ideudvikling. Hvordan kommer man fra ide til handling og produkt? Vi skal lege med programmering, samarbejde med erhvervslivet og blive skarpe på iværksætteri.

Kunst og Design

Er du vild med at udtrykke dig kreativt? Kan du lide at fordybe dig, og vil du vide mere om kunst og udtryk?

Så er Kunst og designlinjen noget for dig. Vi samarbejder med billedskoler og museer. Vi udsmykker vores skole og arbejder med streetart. Vi udtrykker os gennem billeder, skulpturer og design. Vi skal se på kunsten gennem tiden og arbejde med forskellige udtryk fra forskellige perioder.

Film og medie

Er du er vild med film og medier? Har du lyst til at afprøve dig selv både foran og bagved kameraet, have viden om filmtekniske virkemidler og afprøve dem konkret? Har du lyst til at arbejde med medier og nyheder?

Så er film og medielinjen lige noget for dig. Vi skal se film, tale om film og skabe film. Derudover kan vi arbejde med nyheder og mediedækning, samt tale om mediernes indflydelse på vores verden. Du vil få færdigheder og viden om hvordan man laver film, om filmteknik og om mediedækningen globalt.

Naturfag og Science

Er du interesseret i naturfag? Er du nysgerrig og undersøgende, og har du lyst til at vide mere om, hvordan verden fungerer på det naturvidenskabelige niveau?

Så er naturfag og science lige noget for dig. Her skal vi fordybe os i naturvidenskaben, afprøve og udforske muligheder inden for naturens og fysikkens verden.

Har du en lille forsker eller kemiker i maven, eller er du bare vild med natur og teknik, så er det denne linje du skal vælge.

Krop og Bevægelse

Kan du lide at røre dig? Vil du forbedre din fysiske formåen? Er du vild med fællesskab, samarbejde og konkurrence?

Så er krop og bevægelse en linje for dig. Vi skal have pulsen op, og stifte bekendtskab med mange forskellige idrætsgrene. Vi samarbejder med lokale foreninger, og kommer nok til at rykke lidt ved nogle af dine grænser.