Hvad gør vi for at undgå smitte?

Vordingborg Kommune har fokus på at minimere smittespredningen af Coronavirus blandt vores medarbejdere og brugere af vores institutioner, skoler, plejecentre mv.

Vi følger Sundhedsmyndighedernes udmeldinger tæt og justerer løbende vores arbejdsgange og information til vores medarbejdere og brugere efter Sundhedsstyrelsens vejledninger. Følg med på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Vores ansatte er grundigt informeret om situationen via deres ledere og på kommunens intranet. Alle institutioner har informeret deres brugere om situationen med plakater og med direkte vejledning. Vordingborg Kommune følger Sundhedsstyrelsens vejledning om afholdelse af arrangementer.

  • Vordingborg Kommunes medarbejdere tager alle forholdsregler for at hindre smittespredning.
  • Personalet på social- og sundhedsområdet har særligt fokus på at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer for sundhedspersonalet i hjemmepleje, på plejecentre og på bosteder.
  • Alle hygiejniske forholdsregler følges.
  • Der anvendes værnemidler som handsker, masker og forklæder, når de syge plejes.
  • Der disponeres så lageret af værnemidlerne holder længst muligt.
  • Personale der har været i kontakt med smittede er instrueret i at udvise særlig opmærksomhed på deres egen sundhedstilstand. Dvs. om de har feber, hoste eller andre symptomer på at være smittet.
  • Personalet bliver hjemme, hvis de er syge. Ellers møder de på arbejde.

Familie og bekendte anbefales at ringe til de ældre og sårbare frem for at møde op i deres hjem. Det vil hjælpe med til at undgå smittespredning hos de sårbare grupper i samfundet.

Det anbefales at aftale, hvorledes kontakten kan foregå på bedst mulige vis hos de ældre og sårbare som ikke kan ringe op selv.

Vi opfordrer alle til at tage hensyn og passe på hinanden, særligt når det gælder besøg hos ældre, kronisk syge eller andre sårbare patientgrupper.