Ny model for Nærdemokrati

Med 2020 træder der en ny nærdemokratimodel i kraft i Vordingborg Kommune.

Grundlæggende er ambitionen med ændringerne, at få mange flere frivillige og foreninger involveret i arbejdet med at udvikle vores kommune, sammen med embedsmænd og politikere. Derfor inviterer kommunalbestyrelsen nu de frivillige ind i maskinrummet gennem en ny Styregruppe for Frivillighed og Nærdemokrati, hvor politikere og frivillige sammen skal udvikle det lokale demokrati og holde et vågent øje på at Vordingborg Kommune faktisk arbejder aktivt med borgerinddragelse og samskabelse. De frivillige får flertallet i den nye styregruppe.

En af nyskabelserne er, at de unge får en plads om bordet. Lokal udvikling er ikke altid lige nemt at sælge til unge – i hvert fald ikke når det er borgermøder, talende paneler og forsamlingshuse, der er rammen om snakken. Derfor har det været vigtigt at få de unge med om bordet, så både emner og form bliver mere moderne.

Budgetmæssigt bliver de hidtidige tilskud til lokalråd, frivilligpulje og den lokale udviklingspulje slået sammen til en ny pulje for Frivillighed og Nærdemokrati på cirka 1,3 mio. kr., der styres af den nye Styregruppe.

Læs mere på vordingborg.dk/nærdemokrati