Højere andel uddannet personale i Vordingborg Kommunes dagtilbud

Publiceret 09-08-2024

Nye tal viser, at andelen af uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter i Vordingborg Kommunes dagtilbud er steget de seneste fem år. Udviklingen er et resultat af flere års prioritering af uddannet personale i dagtilbuddene.

Pædagog laver aktivitet sammen med barn i dagtilbud

Mens mange kommuner rundt om i landet kæmper med at rekruttere uddannet personale til sine dagtilbud, er andelen af uddannede pædagoger og pædagogiske assistenter i Vordingborg Kommunes dagtilbud steget fra 56% til 60% i perioden 2019 til 2024.

Den positive udvikling i andelen af uddannet personale glæder formanden for Vordingborg Kommunes Børne- og Familieudvalg Else-Marie Langballe Sørensen.

- Det har været en vigtig prioritering for os i Børne- og Familieudvalget, at vores dagtilbud skal være et kvalitetstilbud til alle børn og forældre i vores kommune. Uddannet personale er ét af de parametre, som vi kan måle kvaliteten på, siger udvalgsformanden.

Allerede ved indførelse af minimumsnormeringerne i landets dagtilbud, som trådte i kraft ved årsskiftet, havde Vordingborg Kommune en høj andel af pædagogisk uddannet personale. Det fortæller skole- og dagtilbudschef Charlotte Grummesgaard Nielsen:

- Uddannet personale i vores dagtilbud har været højt prioriteret gennem en længere årrække her i Vordingborg Kommune. Pædagogisk uddannet personale er vigtigt i dagtilbuddene, når det pædagogiske arbejde skal tilrettelægges. Men det er også vigtigt at understrege, at vi har brug for alle faggrupperne i vores dagtilbud. Jeg mener, at vi på nuværende tidspunkt har fundet en fin balance mellem andelen af uddannede pædagoger og assistenter og andelen af ufaglærte pædagogmedhjælpere, studerende og elever i vores dagtilbud, siger Charlotte Grummesgaard Nielsen.

Læs mere her