Nyt fra biblioteket uge 35

Publiceret 29-08-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Ugens Anmelder er Eva Themsen

”Ordentlige mennesker stjæler elefanter”. Bogen er skrevet af den svenske forfatter Peter Hammarbäck.

Bogen handler om den unge dyrepasser Adam Vieri, som arbejder i en zoologisk have i Stockholm. Adam er en ensom fyr. Han har dog en enkelt ven, ellers er det dyrene, han går op i. Forældrene er omkommet ved en ulykke, men har dog efterladt ham en større sum penge og herskabslejlighed, så på den front lider han ingen nød.

Det er svære tider for dyreparken. Besøgstallet er dalende, men den nye chef har store planer. Dyreholdet skal udvides til mere eksotiske dyr, der skal sikre parkens fremtid.

Og hvor skaffer man sig lige nye dyr? Jo det flasker sig så heldigt, at et konkursramt cirkus skal sælge både løver og elefanter. Det betyder, at dyreparken skal bygges om på bekostning af de nuværende dyr. Samtidig er alle, og ikke mindst Adam, klar over de kummerlige forhold, som de nye dyr vil få i dyreparken. Dyrene havde det ikke for godt i cirkusset, men dyreparken bliver ikke meget bedre.

Den stille og rolige Adam griber til handling og sammen med den søde cirkuspige Natalie, iværksætter de en helt surrealistisk og fantastisk redningsaktion af dyrene.

Læs hele anmeldelsen på vores hjemmeside www.vorbib.dk eller på bibliotekets Facebookside. 

Kig forbi Repair Café, hvis du har noget, der skal repareres.

Har du noget, der skal syes, hamres eller lappes, så tag det med og vores dygtige frivillige 'fixere' vil kigge på det!

Hvis du ved, at der skal bruges reservedele for at få dine ting repareret, så husk at tage dem med. Dem skal du nemlig selv sørge for! Det er ganske gratis at få sine ting/tøj repareret i Repair Café, da den drives af frivillige.

Vordingborg: Mandag d. 2. september kl. 17-19

Præstø: Lørdag d. 7. september kl. 10-13 

Start dagen med en sjov og lærerig motionsform

Har du lyst til at få rørt dig, have god kontakt med andre og danse løs uden, at du selv skal medbringe en dansepartner - så er 'morgendans' måske noget for dig.

Fælles for alle dansene er:

  • tempo og sværhedsgrad er tilpasset gruppen
  • partnerskift er indbygget i dansene
  • man behøver ikke at komme parvis
  • alle kan være med uanset alder og køn 
  • musikken er glad, varieret og iørefaldende

Vi danser kl. 9 - 10 hver på tirsdag d. 3. september i salen på Vordingborg Bibliotek.

Vi slukker tørsten efterfølgende med en kop kaffe/te og ikke mindst vand.

Det er gratis at deltage - og kræver ingen tilmelding. Man møder bare op!   

Få økonomiske råd af Moneymum

Jo tidligere, du begynder at tage hånd om din økonomi, jo større er sandsynligheden for at opnå mange af dine drømme. Drømme koster nemlig ofte penge – og ofte mange af dem. Derfor er det vigtigt at skabe et klart overblik og prioritere, hvad du bruger dine penge på, og hvordan du får dem til at vokse. Heldigvis findes der i dag enkle og effektive værktøjer til at komme i gang, og dem vil Moneymum dele med dig.

I foredraget vil Moneymum lære os alle, hvordan man prioriterer sine penge, så der bliver råd til de helt store drømme. Efter foredraget vil du være i stand til at lave et solidt budget, vide hvordan du skal følge op på det, forstå hvorfor økonomidates er vigtige, strukturere dine konti på den bedste måde, så du nemt får et økonomisk overblik. Måske er du endda klar til at foretage din første investering i aktier, ETF’er eller fonde.

Én ting er sikker: Når du går hjem, vil du have muligheden for at komme i økonomisk topform. Og jo tidligere du starter, jo bedre!

Køb din billet til det spændende foredrag her

Arrangementet afholdes på Vordingborg Bibliotek tirsdag d. 3. september kl 19.00.