Daginstitutioner opretholder nuværende åbningstider

Publiceret 04-06-2024

Børnecenteret Lærkereden og Børnehuset Æblehaven fastholder deres nuværende åbningstider – i stedet justeres ledelsesstrukturen på tværs af daginstitutionerne i kommunen for at sikre dagtilbuddenes økonomi. Det har Børne- og Familieudvalget i Vordingborg Kommune netop besluttet.

Glade børn i daginstitution

Børnecenteret Lærkereden og Børnehuset Æblehaven opretholder deres nuværende åbningstider. En reduktion af åbningstiderne har ellers været foreslået som en mulig løsning for at sikre økonomien i de to institutioner, som begge har haft underskud som følge af faldende børnetal. I stedet har Børne- og Familieudvalget besluttet at ændre ledelsesstrukturen på tværs af daginstitutionerne.

Ændringen vil medføre en budgetbesparelse, som betyder, at de institutioner, der er for små til at have en selvstændig bæredygtig økonomi, vil kunne opretholde deres nuværende åbningstider.

- Vi ønsker at tilbyde så gode pasningstilbud som muligt på tværs af hele vores kommune – også i vores mindre lokalområder. Derfor er jeg rigtig glad for, at det er lykkedes at finde en løsning, hvor vi kan opretholde de nuværende åbningstider i både Lærkereden og Æblehaven. Det er vigtigt for os, at børnefamiliernes hverdag kan hænge sammen – og samtidig er det afgørende, at vi også i de mindre lokalsamfund kan tilbyde gode institutioner med åbningstider, der imødekommer forældres arbejdstider. Det har ikke været en let opgave, og vi har vendt hver en sten i forsøget på at finde en løsning, der både tilgodeser vores børnefamilier og vores dygtige personale rundt omkring i dagtilbuddene, siger Else-Marie Langballe Sørensen, udvalgsformand i Børne- og Familieudvalget i Vordingborg Kommune.

Vi ønsker at tilbyde så gode pasningstilbud som muligt på tværs af hele vores kommune – også i vores mindre lokalområder.

- Else-Marie Langballe Sørensen, udvalgsformand i Børne- og Familieudvalget.

Besparelsen, der skal findes ved at ændre ledelsesstrukturen i dagtilbuddene, betyder, at ledelsesstrukturen fremover vil blive mere ensrettet. I dag har nogle dagtilbud en leder, andre har delt ledelse mellem to eller flere dagtilbud, og endelig har nogle en afdelingsleder, hvis der er tale om et stort dagtilbud.

Ledelsesordningen, der nu træder i kraft, betyder, at der fremover vil være et såkaldt ledelsesspænd på 1:20. Det betyder, at man stræber efter, at en leder har 20 medarbejdere. Dermed vil de små institutioner, der hidtil har haft deres egen leder, fremover få delt ledelse, så en leder fungerer som leder for flere institutioner. På den måde sikrer man, at flest mulige penge går direkte til det pædagogiske arbejde i den enkelte daginstitution, ligesom man undgår at reducere i åbningstiderne.

Forventningen er, at der i løbet af 2025 vil kunne opnås en besparelse på 1,4 millioner kroner ved at tilpasse ledelsesstrukturen til delt ledelse de steder, hvor det er relevant. Tilpasningen af ledelsen på tværs af daginstitutionerne vil ske ved naturlig afgang.