Nyt fra biblioteket uge 24

Publiceret 13-06-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

”De heldige” – med livet som indsats på livets store lottokupon

Denne uges roman begynder i 1939 i byen Radom i Polen. 3 generationer af den store familien Kurch er samlet for at fejre den jødiske påske. Alt er godt, men frygten for en mulig krig lurer i kulissen, og ingen har fantasi til at forestille sig, hvad der venter.

Inden længe er familien ramt af historiens brutale vingesus og dermed splittet for alle vinde. Ingen bliver skånet for krigens rædsler og elendighed, men på trods af alt er der håb, kamp og vilje til at overleve.

Alle kæmper for livet og gør alt for at undgå at ende i en koncentrationslejr. Alternativerne er ikke rosenrøde. Arbejdslejr i Sibirien, modstandskamp eller ”bare” forsøge at overleve i ghettoen. Det er i sandhed en kamp på liv og død.

Romanen er baseret på virkelige hændelser. Forfatteren Georgia Hunter fandt i en ung alder ud af sin morfars jødiske baggrund, og hun gik i gang med et kæmpe detektivarbejde for at sammenstykke familiens historie. Oldeforældrene havde 5 børn med familier, og det er alle disse tråde, forfatteren har skullet samle i dette familiedrama.

Læs hele bibliotekar Eva Themsens anmeldelse og vurdering af bogen på www.vorbib.dk og på bibliotekets Facebookside.

 

Morgensang

Mandag d. 17. juni kl. 10 inviterer Møn Bibliotek alle borgere til morgensang.

Der er kaffe på kanden og sangbøger til alle, når vi mødes omkring klaveret og synger sange fra Højskolesangbogen, den danske sangskat og kendte evergreens.

Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være med og tilmelding er ikke nødvendig. Sangglæde, godt humør og lysten til at synge sammen er vigtigere end noder og de rette toner.

Vi synger og hygger på 1. sal i det store lokale. 

Morgensang på Møn er et tilbagevendende arrangement den 3. mandag i måneden. 

 

Repair Cafe Præstø

Få repareret dine ting i Repair Cafe Præstø!

Har du noget, der skal syes, hamres eller lappes, så tag det med og vores dygtige fixere vil kigge på det!

Hvis du ved, at der skal bruges reservedele for at få dine ting repareret, så husk at tage dem med. Dem skal man nemlig selv sørge for!

Det er gratis at få sine ting/tøj repareret i Repair Cafe Præstø! Vi holder til på Præstø Bibliotek. 

Repair Cafe Præstø holder åbent 1. lørdag i måneden kl. 10-13 samt 3. torsdag i måneden kl. 17-19.

Næste gang er torsdag d. 20. juni.