Nyt fra biblioteket uge 25

Publiceret 20-06-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

”KROP OG KRUDTUGLER”

Lotte Salling har med Angelica Inigos illustrationer fuldt fokus på kroppen og alle dens fantastiske og finurlige egenskaber!

Bogen er skrevet til de 4-8 årige og giver både børn og voksne mulighed for at ”kigge ind i kroppen”

Med et levende sprog og inspirerende illustrationer fortælles der om alt fra tarme, knogler og hjerne til følelser og sanser. Bogen lægger op til både snak, leg og aktivitet mellem barn og voksen.

Yngre børn kan også være med til at kigge på tegninger og tale om kropsdele og lege.

Få gode råd til at læse og tale om bøger med dit barn her.

Læs hele Jonas’ anmeldelse og vurdering af bogen på www.vorbib.dk og på bibliotekets Facebookside.

 
Samtalecafé: verdensmål i hverdagen

Denne gang stiller vi spørgsmålet: Er det at rejse udenlands blevet en menneskeret i Danmark?

Det ligger i den danske DNA: ”At rejse er at leve”.

Mon du er en af de mange danskere, der i stigende grad rejser efter oplevelser og eventyr? En af dem, der tager på længere rejser? Eller er du en af dem, der spændt følger debatten ude i verden om, hvordan man beskytter sin by, sin ø eller sin nationalpark mod turister?

Verdensmål 12 om Bæredygtigt forbrug har en underparagraf om bæredygtige turismestrategier. Denne gang til samtalecafeen skal vi kigge på, hvordan vi rejser, hvorfor vi gør det og hvilke skader vores valg af rejse kan gøre. Hvad skal der til for, at vi vælger anderledes? Og hvad gør vi for at beskytte vores eget land mod det slid, som turister kan forårsage på f.eks. vores natur?

Det provokerende spørgsmål, vi skal besvare er bl.a.: Er det at rejse udenlands blevet en menneskeret i Danmark?

Hver samtalecafé har fokus på ét emne med ”verdensmål i hverdagen” som overskrift. Idéen er, at ansvaret for samtalecaféerne er brugerstyret, så emnet bliver udvalgt af borgerne. Hver gang bestræber vi os på at invitere en fagperson ind, som har viden inden for området og bidrager til at holde samtalen i gang mellem deltagerne.

Hver gang vil dog slutte med spørgsmålet: Kan vi gøre noget ved det?

Der er plads omkring bordet til alle, der er nysgerrige på andres holdninger og som gerne vil udfordres på egne.

Line Dahl Abildgaard er frivillig og er tovholder på samtalecaféerne.

Samtalecafeerne foregår sidste tirsdag i hver måned, altså d. 25. juni kl. 16.30.

Alle er velkomne. Biblioteket serverer kaffe og te.

 

Brætspilscafé på Vordingborg Bibliotek

Er du også vild med brætspil?

Mangler du én at spille med, eller ønsker du at møde andre med samme interesse for brætspil som dig selv?

Så kom og spil med når vi mødes til spilleaften på Vordingborg Bibliotek den sidste torsdag i måneden fra kl. 19.00-22.00, næste gang er d. 27. juni. 

Vi har brætspil, men du er meget velkommen til at medbringe dine egne!

Det er gratis at deltage, man møder bare op.