Nyt fra biblioteket uge 48

Publiceret 24-11-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Louise anmelder hyggelige kalenderhistorier til jul

Falder december måned lang for de særligt juletrængende, så tæl ned til den store aften med en julehistorie i 24 kapitler. Nicole Boyle Rødtnes og Salina Schjødt Larsen har skrevet et par sjove og hyggelige kalenderbøger om en flok drillenisser og deres anstrengelser for at nå helskindet frem til juleaften – perfekte til højtlæsning i december.

I ’Det store nisseshow’ forsøger de tre drillenisser Theo, Sifus og Selma at redde julen ved at deltage i nissekonkurrencen, der sendes live på Nisse-tv hvert år op til jul. Efter Drillebo på mystisk vis blev oversvømmet, må nisserne samle penge sammen til genopbygningen af deres hjem og satse alt på at vinde konkurrencen. Udover pengene består hovedpræmien af den store ære at blive julemandens hjælpere, når gaverne skal bringes ud juleaften.

Nisserne fra de andre nissebyer; designnisserne, madnisserne, snenisserne og byggenisserne stiller op i konkurrencen mod drillenisserne, men der opstår mistanke om snyd og sabotage undervejs, og de tre gæve nisser og den udsendte dommer fra Drillebo, Ferdinand Fupskæg anklages for at forpurre konkurrencen for på uærlig vis at sikre Drillebo sejren. Oddsene er imod drillenisserne, når deres togvogn afspores på vej til Nisse City, og deres uskyld afhænger af rensdyrenes vidneudsagn.

Drillenisserne kommer også for alvor i problemer i kalenderhistorien ’Flugten fra nissefængslet’, hvor nissebørnene Safira og Sikurd bliver anklaget for at planlægge et attentat på selveste julemanden. Og mens de sidder bag tremmer i nissefængslet og må kæmpe for at bevise deres uskyld, går den sande skurk stadig frit omkring. Med hjælp fra de nye nissevenner i fængslet bestemmer Safira og Sikurd sig for at bryde ud af fængslet for at redde julemanden.

Du kan læse hele Louises anmeldelse på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration. 

Læs bogen 'hvad går du igennem' og se filmen 'the room next door'

Filmen 'the room next door' handler om en kvindes sidste rejse. Hun inviterer sin veninde med på denne rejse, da hun ønsker at afslutte sit liv på sine egne præmisser og med værdighed. 

I filmen ses kendte skuespillere som Julianne Moore, Tilda Swinton, John Turtoro samt danske Alex Høgh Andersen. Den er instrueret af den Oscar-vindende spanske instruktør Pedro Almodóvar.

Filmen har referencer til romanen 'hvad går du igennem' af den amerikanske forfatter Sigrid Nunez, der favner det samme tema. 

Bogsnak i salen kl. 9.15. Husk at købe billet til filmen i Bio Møn inden evt. deltagelse i bogsnak, da filmen vises direkte derefter kl. 10. 

Man er velkommen til kun at møde op til filmvisningen. 

Lån bogen på biblioteket - se filmen i Bio Møn tirsdag d. 3. december kl. 10.00

Introduktion til kunstig intelligens med ChatGPT

Makerspace Vordingborg og Vordingborg Bibliotek inviterer til workshoppen "Hvordan kan jeg bruge kunstig intelligens i hverdagen?”

Workshoppen henvender sig specielt til dig, der ikke har tidligere erfaring med kunstig intelligens og ønsker at udforske dets spændende potentiale eller bare finde ud af, hvad det egentlig er.

På workshoppen vil deltagerne lære at skrive historier og fødselsdagstaler ved hjælp af ChatGPT og det vil være muligt at oprette en ChatGPT-konto på deres PC, så de kan begynde at anvende det i deres daglige rutine med det samme.

Workshoppen afholdes af Ole Madsen, der til daglig arbejder som IT-chef og er en af de mange frivillige i Makerspace Vordingborg.

Deltagere opfordres til at medbringe deres egen PC, men det er også muligt at benytte bibliotekets bærbare PC'er.

For mere information om Makerspace Vordingborg, besøg msvb.dk.

Adgang til kurset er gratis, men billetter til arrangementet d. 3. december kl. 19 på Vordingborg Bibliotek kan hentes her: Hent billetter

Litteraturcafé På Lundby Bibliotek

Bliv inspireret af hinanden!

Kom til en uformel litteraturcafé, hvor du i hyggeligt selskab kan få en god snak om bøger, dele dine læseoplevelser og blive inspireret. Caféen faciliteres af en bibliotekar og vi byder samtidig på kaffe og te.

Arrangementet på Lundby Bibliotek d. 5. december kl. 16:30 er gratis, men tilmelding nødvendig.

Hent billetter

På sporet af julen

Juleforestilling for børn fra 2-6 år i Bio Bernhard.

Langt ude i granskoven bor julenisserne Pjok og Pjanke. Pjanke er vild med detektivbøger og læser flittigt i dem. Pjok kan ikke finde sin kalendersok, så han leder desperat oppe og nede og ude og inde, men sokken er på mystisk vis pist væk forsvundet! 

Pjanke bruger sine detektivkneb og finder Pjoks julesok, og de to nisser beslutter sig for, at de vil være detektivnisser. De åbner deres eget detektivnisse kontor, hvor de kan opklare alle skovens mysterier. Hvem har spist den sidste julenød? Hvem har stjålet rævens hale? 

En herlig interaktiv juleforestilling for de små, fyldt med julesjov, drillerier, eventyr og skønne julesange.

Se teater d. 6. december kl. 16 i Bio Bernhard.

Køb billet

Honninghjerter med Farmor i Vordingborg

Traditionen tro kan du komme forbi dit lokale bibliotek med hele familien og pynte de lækreste honninghjerter.         

Farmor vil stå klar med alverdens pynt - og masser af julehygge. Book en gratis billet til alle i familien. 

Det sker d. 7. december kl. 10 og kl. 11 på Vordingborg Bibliotek.

Hent billetter