0. Klasse fra Svend Gønge-skolen vinder Skole-OL

Publiceret 26-11-2024

Der udbrød i denne uge stor jubel på Svend Gønge-Skolen, da vinderne af årets Skole-OL for indskolingen blev afsløret.

Børnene fra 0.b på Svend Gønge-skolen fejrer sejren i Skole-OL sammen med borgmester Mikael Smed

I de seneste uger har 19.500 skoleelever fra 0.-3. klassetrin over hele Danmark deltaget i Danmarks Idrætsforbunds Skole-OL. 

Her har børnene dystet i sjove lege og stafetter, der skal være med til at styrke motorik og klassefællesskabet.

I løbet af de sidste fem uger har klasserne blandt andet samlet set rullet 27 km som en panda, gået 7,6 km i trillebør, kravlet 3,8 km og løbet 120,8 km baglæns.

Onsdag var det så blevet tid til at afsløre vinderne af DIFs Skole-OL med et stort finaleshow, som alle de deltagende børn kunne se på deres skoler.

Og da vinderen blandt alle landets 0.klasser blev præsenteret udbrød der stor jubel på Svend Gønge-skolen i Lundby. 

Borgmester Mikael Smed var blevet inviteret med for at se finaleshowet sammen med børnene, så måske nogle havde fornemmet, at det ville blive en særlig dag.

Det blevet det også. 0.B strøg nemlig helt til tops i konkurrencen, og det blev fejret på behørig vis med konfetti og knyttede næver.

Stort tillykke til 0.B fra Svend Gønge-skolen.