Lokalplan i høring for sommerhusområdet Kohaven

Publiceret 26-09-2024

Snart kan ejerne komme i gang med genopbygning og terrænregulering.

Luftfoto af sommerhusområdet Kohaven Roneklint

Efter stormfloden sidste år og megen nedbør i vinters har flere sommerhusejere ved Roneklint ønsket at lave forskellige former for terrænregulering på deres grunde for at sikre deres værdier mod fremtidige oversvømmelser.

For at undgå, at én grundejers terrænregulering ikke skaber nye problemer med vand på en anden grundejers matrikel, besluttede Klima- og Teknikudvalget i april, at der skulle laves en samlet ny lokalplan for Kohaven. Det betød, at ansøgninger om terrænregulering blev udsat. Derfor har kommunen arbejdet hurtigt for at fastlægge de fremtidige rammer for området.

Det er vigtigt at bemærke, at den nye lokalplan handler om oversvømmelse fra regnvand. Formålet med lokalplanen har derfor været at få opdateret prognoserne for oversvømmelser fra regnvand i området, og at få lavet en lokalplan med rammer for det bedst mulige fælles grundlag til at give sommerhusejerne svar på, hvordan de må genopbygge deres huse og regulere terrænet på deres egne grunde.

Lokalplanen sendes i høring 30/9 og fire uger frem. Ejerne vil blive inviteret direkte til et informationsmøde, hvor der kan stilles spørgsmål til planen. Mødet bliver digitalt, da flere af ejerne ikke bor i kommunen, og afholdes tirsdag den 8. oktober.

Spørgsmålet om beskyttelse mod stormflod og havvandstigning

I forhold til at beskytte mod havvand er det de lokale grundejere, grundejerforening eller digelag, der har ansvaret for at vedligeholde og forny et dige eller anden kystbeskyttelse.

Grundejerforeningen i Kohaven havde ønsket, at kystbeskyttelse kunne indarbejdes i lokalplanen, men lovgivningen giver ikke kommunen mulighed for at fastsætte vilkår i forhold til dette, når der er tale om en eksisterende bebyggelse.

Med det netop indgåede budgetforlig for 2025 er der dog anden hjælp på vej til digelag og grundejere, som har brug for afklaring omkring sikring mod oversvømmelser fra havet.

For at sikre en hurtigere sagsbehandling af de mange ansøgninger om kystbeskyttelse, tilføres området 1,5 mio. kr. i 2025, 1 mio. kr. i 2026 og 0,5 mio. kr. i 2027.

Herudover er det en del af forliget, at der i 2025 skal udarbejdes en samlet Kyststrategi for kommunen, så indsatsen kan blive målrettet og fokuseret. Samtidig afsættes midler til konkret kystbeskyttelse, hvor kommunen er part i sin egenskab af grundejer. Samlet afsættes 4 mio. kr. i 2025.