Ugens anmeldelse
Lær at tegne manga
Er du fan af den japanske tegnestil MANGA eller bare vild med at tegne, så er der ny inspiration at hente i manga-tegnebogen ’Lær at tegne manga: figurdesign’ udgivet af Forlaget Fahrenheit, som bibliotekar Louise har valgt at anmelde.
Forfatterne Natalia Batista og Elise Rosberg viser gennem fem kapitler, hvordan man bliver god til at tegne henholdsvis ansigt, krop, tøj, bevægelser og personlighed på figurerne. Med lidt øvelse kan man skabe sine egne manga-figurer inspireret af de populære japanske tegneserier, der som bekendt læses bagfra.
Manga er det japanske ord for tegneserier, men det bruges særligt om den stilart, hvor karaktererne har usædvanligt store øjne og hoveder, og hvor illustrationer og historie rummer masser af eventyr og dynamik. Så uanset om man er nybegynder, eller allerede er en øvet tegner, er manga en god tegnestil, hvis man gerne vil arbejde med effekter og drama.
Bogen 'Lær at tegne manga: figurdesign' indeholder grundige anvisninger til, hvordan man giver figurerne personlighed og arbejder med teknik, anatomi og udtryk. I slutningen af hvert kapitel er der en øvelse, hvor man kan finpudse sine karakterers detaljer. Bogen er en god guide for alle fra ca. 8 år og opefter, der gerne vil skabe deres eget spændende manga-univers.
5. oktober afholder Møn Bibliotek en tegneworkshop med forfatter og illustrator Jan Kjær, der sammen med børn fra 10 år og opefter vil udforske den populære, japanske tegnestil og kigge nærmere på de særlige manga-ansigter og kropsproportioner, som kendetegner mangaen.
Læs hele anmeldelsen på vores hjemmeside www.vorbib.dk eller på bibliotekets Facebookside.
Få en snak om læseværdige bøger og bliv inspireret
Kom til en uformel litteraturcafé på Præstø Bibliotek mandag d. 16. september kl. 10. Her kan du i hyggeligt selskab få en god snak om bøger, dele dine læseoplevelser og blive inspireret. Caféen faciliteres af en bibliotekar. Vi byder på kaffe og te.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Hent billetter til arrangementet her
Møn Bibliotek indbyder alle borgere til morgensang
Der er kaffe på kanden og sangbøger til alle, når vi mødes omkring klaveret og synger sange fra Højskolesangbogen, den danske sangskat og kendte evergreens.
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at være med og tilmelding er ikke nødvendig. Sangglæde, godt humør og lysten til at synge sammen er vigtigere end noder og de rette toner
Morgensang på Møn er en tilbagevendende aktivitet den 3. mandag i måneden. Denne gang foregår det mandag d. 16. september kl. 10 og det kræver ingen tilmelding eller billet
Vores beskyttede nationalsamling - er den vores?
I et streamet oplæg d. 19. september kl. 16.30 bliver vi klogere på, hvordan vi sikrer sjældne kulturarvsgenstande i Danmark.
De kulturgenstande og kunstværker vi betragter som særligt sjældne, bevaringsværdige eller af enestående national betydning må ikke forlade Danmark uden en konkret tilladelse. Det er bestemt ved loven om sikring af kulturværdier som trådte i kraft den 1. januar 1987.
Siden dengang har det såkaldte Kulturværdiudvalg været med til at sikre at sjældne kulturarvsgenstande bliver i Danmark. Men hvordan sikrer vi at vigtig kulturarv bliver i Danmark? Og hvilke genstande har Kulturværdiudvalget sikret igennem årene?
Det bliver vi klogere på i et streamet oplæg med Laura Søvsø Thomasen, akademisk medarbejder ved Det Kgl. Bibliotek og sekretær i Kulturværdiudvalget.
Efter oplægget tager vi en fælles snak om vores kulturarv, om Gåsetårnet og om kongeslottet i Vordingborg.
Der er kaffe på kanden og gratis deltagelse med billet.
Hent billetter til arrangementet her
Kunstig intelligens og kunst
Hvilke forskellige kunstneriske metoder og udtryk åbner kunstig intelligens op for?
De seneste år har kunstig intelligens fyldt meget i medierne og nok også i de flestes tanker. Modeller som ChatGPT, der genererer tekst, eller Midjourney, Stable Diffusion, Runway, DALL-E og Sora, der genererer billeder, video og lyd er blevet tilgængelige for de mange og man kan begynde at ane konturerne af de ændringer i kreative processer, som teknologierne vil medføre fremadrettet.
En lang række kunstnere skaber nye værker og måske endda også nye kunstneriske genrer med udgangspunkt i generativ AI. Arken Museum for Moderne Kunst viste i 2023 en særudstilling med den internationale kunstner og pioner indenfor AI, Refik Anadol. Statens Museum for Kunst viser i efteråret 2024 et generativt værk af Itzel Yard aka Ix Shells på udstillingen Against All Odds. Med udgangspunkt i danske og internationale kunstnerskaber tager kurator Majken Overgaard publikum med på en rejse i de forskellige kunstneriske metoder og udtryk, som generativ AI åbner for. Hun sætter fokus på de muligheder, der opstår samt de udfordringer i forhold til kunstneres rettigheder der også følger i forbindelse med udbredelse af teknologien.
AI-modellerne genererer nemlig nyt indhold ud fra store datasæt, der bl.a. er indsamlet på internettet. Kunstneres værker, film og tekst skabt af instruktører og forfattere, nyhedsmediers og journalisters artikler blandes med vores daglige opdateringer om ferier og måltider i den data, som diverse bots indsamler online. Det betyder både, at internettet ændrer karakter fra at være et globalt netværk af information til også at være platform for vores fælles erindringer, som de mange forskellige modeller anvender som fundament.
Foredraget arrangeres i samarbejde med Kunstforeningen Vordingborg og foregår i salen på Vordingborg Bibliotek d. 19. september kl. 19.
Køb billet til foredraget her
Alice i eventyrland
Tag med Alice gennem kaninhullet til et forunderligt land, hvor alt kan ske. Et fortryllet sted, hvor fantasien kan fremmane de mest mageløse ting ud af intet, og hvor alt er foranderligt, finurligt og fabulerende. En verden hvor kaniner kan tale, Filurkatten leder dig på afveje og dronninger ikke er smukke og gode, men brutalt hugger hovederne af folk.
En non-verbal rejse gennem musik, bevægelse og magi.
Vær med når danser og performer Tilde Knudsen fortæller sin version af den elskede historie om Alice i Eventyrland af Lewis Carroll. Med sig har hun en kuffert fuld af fantasifulde kostumer af designer Susan Marshall. De er baseret på geometriske former, som børnene kender; cirkel, trekant og firkant, og er lige så finurlige og foranderlige som eventyrlandet bag den låste dør. Forestillingens udgangspunkt er de fantasifulde kostumer, der er skabt af engelske designer Susan Marshall.
Fremføres af Asterions Hus d. 20. september kl. 16 i Bio Bernhard i Præstø.
Køb billet til forestillingen her