Nyt fra biblioteket uge 38

Publiceret 19-09-2024

Vordingborg Bibliotekerne har tilbud til alle. Læs ugens anmeldelse og få et overblik over kommende arrangementer.

Vordingborg Bibliotekernes bygning i Vordingborg

Ugens anmeldelse

Hele vejen hjem

De fleste børn og voksne kender billedbøgerne om Peddersen og Findus, der gennem de sidste 40 år har været et højtlæsningshit for alle. Det er den svenske forfatter og illustrator, Svend Nordqvist, der med sine krøllede historier og fantasifulde tegninger har beriget os med mindeværdige læseoplevelser – noget han faktisk fortsætter med at gøre.

Den nye billedbog ”Hele vejen hjem”, som Jonas Theis Petersen har læst, er en klassisk Nordqvist, hvor vi møder en dreng, der er faret vild i en fantasifuld verden fuld af smukke og sjove ting og ikke mindst pudsige og hjælpsomme væsener. Da jeg læste bogen med min datter, fik jeg en følelse af at vende hjem til et trygt sted – et sted der på én gang virker genkendeligt og nyt.

Bogen er fuld af myldretegninger og skæve indfald, hvilket giver anledning til en masse gode samtaler mellem voksen og barn.

Læs hele Jonas Theis Petersen anmeldelse på vores hjemmeside www.vorbib.dk eller på bibliotekets Facebookside.

Er du voksen og elsker du at få læst højt?

Så kan du mandag d. 23. september kl. 10 få en stille stund med en god historie i ørerne på Lundby Bibliotek.

Tag dig et pusterum i en times tid, når vores læseglade frivillige Birgitte læser højt. Pusterummet giver dig mulighed for en rolig stund, hvor du kommer væk fra hverdagens støj, historien åbner din indre biograf og giver dig nye billeder på nethinden. 

Hvis du elsker at lave noget samtidig med, at du lytter, er du mere end velkommen til at medbringe dit strikketøj, broderiudstyr, tegneblok eller andre sysler.

Vi sørger for kaffe og te. Det er gratis at deltage, du møder bare op på Lundby Bibliotek.

Samtalecafé: det handler om den gode uddannelse til flere

Verdensmålene består af 17 overordnende mål, som FNs medlemslande vedtog i 2015. Målene sætter retningen for at løse klodens største problemer inden år 2030.

Verdensmål 4 har længe været efterspurgt i samtalecafeen. ”At sikre lige adgang til kvalitetsuddannelse og fremme alles mulighed for livslang læring” er en af de bedste værktøjer mod fattigdom, til at sikre sundhed og trivsel samt ligestilling af kønnene. 

Globalt er der heldigvis sket store fremskridt, men der er stadig meget, der kan blive bedre i forhold til adgang, ligestilling, efteruddannelse mv. Her i landet har vi også vores udfordringer. Vi har de senere år set, hvordan især trivslen blandt et stigende antal børn og unge er en barriere i forhold til god læring. VI halter også efter på andre områder.

Denne gang er vi så heldige, at vi får dugfrisk inspiration af nogle af dem, dette verdensmål er allermest aktuelt for. Elever og en lærer fra Iselingeskolen har sagt ja til at dele deres arbejde med verdensmålene i et forløb, hvor de kigger både ud i verden og på Danmark. Vi stiller spørgsmålet: Hvordan kan vi alle sammen bidrage til at sikre kvalitetsuddannelse til flere?

Hver samtalecafé har fokus på ét emne med "verdensmål i hverdagen" som overskrift. Idéen er, at ansvaret for samtalecaféerne er brugerstyret, så emnet bliver udvalgt af borgerne. Hver gang bestræber vi os på at invitere en fagperson ind, som har viden inden for området og bidrager til at holde samtalen i gang mellem deltagerne. Hver gang vil dog slutte med spørgsmålet: Kan vi gøre noget ved det? Der er plads omkring bordet til alle, der er nysgerrige på andres holdninger og som gerne vil udfordres på egne.

Line Dahl Abildgaard er frivillig og er tovholder på samtalecaféerne, hvor alle kan byde ind med indhold.

Samtalecafeerne foregår sidste tirsdag i hver måned med et nyt tema hver gang. Alle er velkomne. Biblioteket serverer kaffe og te.

Det foregår på Vordingborg Bibliotek og næste gang er d. 24. september kl. 16.30.

Det ender med os - læs og se

Denne sæson af ”Læs bogen Se filmen” begynder med romanen ”Det ender med os”' og filmen ”It ends with us” i biografen.

Filmen ”It ends with us” er baseret på bogen ”Det ender med os” af Colleen Hoover. Lily møder Ryle som er alt, hvad hun har drømt om. Men langsomt går det op for Lily, at Ryle bærer på en fortid, en voldelig fortid, der truer med at knuse deres lykke.

Bogsnak i salen kl. 9.15 d. 25. september.

Husk at købe billet til filmen, inden bogsnakken starter, hvis du ønsker at deltage i denne, da filmen vises direkte derefter kl. 10.00 i Bio Bernhard.

Man er velkommen til kun at se filmen, uden at deltage i bogsnak.

Lån bogen på biblioteket og se filmen i Bio Bernhard!

Få en snak om læseværdige bøger og bliv inspireret

Kom til en uformel litteraturcafé på Lundby Bibliotek torsdag d. 26. september kl. 16.30 Her kan du i hyggeligt selskab få en god snak om bøger, dele dine læseoplevelser og blive inspireret. Caféen faciliteres af en bibliotekar. Vi byder på kaffe og te.

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.

Hent billetter til arrangementet her

Brætspilscafé

Mangler du én at spille brætspil med, eller ønsker du at møde flere med interesse for brætspil?

Så kom og spil med når vi mødes til spilleaften på Vordingborg Bibliotek den sidste torsdag i måneden fra kl. 19.00, denne gang er det d. 26. september.

Vi har brætspil, men du er meget velkommen til at medbringe dine egne!

Det er gratis at deltage, man møder bare op.

Kældermennesket: voksenteater

På Møn Bibliotek kan du d. 26. september kl. 19.00 opleve en rablende og humoristisk galde fra undergrunden.

Optegnelser fra et Kælderdyb; denne ”lille” roman markerede et skifte i Dostojevskijs forfatterkarriere med mesterværket Forbrydelse og Straf som den næste i rækken. Hans uforlignelige evne til at sætte sig ind i og portrættere menneskets paradoksale sind i dets mange (mørke) afskygninger.

Kældermennesket skælder ud på alt og alle. Og han hidser sig op. Han er vidunderligt kolerisk i talen direkte henvendt til læseren. Næsten en opsang til alle andre mennesker i grimhed og foragt. Og ikke mindst til sig selv.

Teaterforestillingen er et samarbejde mellem Wikke og Rasmussen fra Græsted film og Kirk og Knudsen fra Asterions Hus.

Køb billet til forestillingen her

Nyt Folkeuniversitet i Vordingborg?

Hør om mulighederne for et nyt folkeuniversitet til et stiftende møde.

Torsdag d. 26. september kl. 19 inviterer Vordingborg Bibliotekerne alle uddannelses-, videns- og kulturorganisationer samt interesserede borgere i Vordingborg Kommune til et stiftende møde for et nyt folkeuniversitet - Vordingborg Folkeuniversitet.

Vi vil ved mødet give en orientering om Folkeuniversitetet og de muligheder, der ligger i et lokalt folkeuniversitet, inden der stiftes en forening og afholdes valg til bestyrelsen for Vordingborg Folkeuniversitet. Alle er velkomne til at melde sig ind og til at stille op til bestyrelsen.

Vel mødt.

Mia Sloth Møller og Fabian Vogler udstiller i KulturArkaden

Oplev farver og runde former, når billedkunstner og skulptør udstiller "Forelsket i former og farver".

Mia Sloth Møller er billedkunstner / Visual artist.

Da vi kontaktede Mia første gang, stod hun på et stillads i Offenbach am Main i Tyskland, hvor hun var i gang med et nyt vægmaleri på 500 kvm. Kunstforeningen Vordingborg besøgte Mia og Fabian i deres daværende atelier på Sukkerfabrikken i Stege i november 2021, inden Coronaen ramte landet. Dér fik vi i øvrigt præsenteret et skitseforslag til vægmaleriet i Klintholm. En skitse, som senere vandt konkurrencen, og som forvandlede Vattenfalls kedelige facade til en bygning med en smuk guldsmed.

Det bliver i de mindre formater, vi møder Mia Sloth Møller i KulturArkaden. Hun er optaget af farverne; af hvordan de kan ændre rum og påvirke os. Det er det abstrakte maleri, Mia for tiden har fokus på. 

Fabian Vogler er billedhugger. Hans passion er at skulpturere den menneskelige figur i et flerdimensionelt rum. Han skaber såkaldte Superforme menneskefigurer, der integrerer forskellige overordnede temaer fra menneskehedens og kunstens historie for at skildre mennesker på så mange forskellige måder som muligt. Yndlingsmaterialet er bronze, og inspirationen hentes langt hen ad vejen i etnologiske artefakter.

Fernisering fredag d. 27. september kl. 16. Udstillingen kan ses frem til 1. november.

Skidt og Pyt på store vaskedag

Børneteaterforeningen præsenterer Teatergårdens forestilling Skidt og Pyt på store vaskedag på Vordingborg Bibliotek

Det sker lørdag d. 28. september kl. 11. På gården er det store vaskedag og Helena har travlt. Skidt og Pyt vil hellere lave lidt sjov, og de leger med vasketøjet på tørresnoren. Deres fjollerier sætter gang i en række hændelser, der ender med, at lille Solvei gemmer sig - og så opstår der forvirring! Er hun mon virkelig tryllet væk?

En hyggelig forestilling for de 4-8 årige.

Køb billet til forestillingen her.