Den nye uddannelsesreform, som er aftalt mellem Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, lægger op til at 10. klasse afskaffes, og at den helt nye EPX-uddannelse senest fra 2030 træder i stedet.
Der er mulighed for, at kommunerne kan tage forskud på reformen, og åbne op for den nye uddannelse tidligere, men i Vordingborg Kommune er planen, at 10. klasse fortsætter.
Formand for Børne- og Familieudvalget, Else-Marie Langballe Sørensen (SF) forklarer: ”Vi vil gerne give os selv de bedste forudsætninger for at afdække hvordan et EPX-forløb kan se ud. Det vil kræve et grundigt forarbejde, som indebærer at en række aktører på tværs af skole- og uddannelsesverdenen, snakker sammen, så vi får lavet nogle gode, langsigtede løsninger, for de unge i Vordingborg Kommune. Vores 10. klasse fungerer godt, og er med til at løfte fagligheden for flere unge, så de får bedre forudsætninger for at beskæftige sig med det, de gerne vil. Derfor er der heller ingen grund til at begive sig ud i kortsigtede løsninger, før vi har fundet den bedste model lokalt.”
Leder af Ungdomsskolen og 10. klasse, Henrik Hald Krog, uddyber:
”Vi er allerede i gang med at planlægge det kommende skoleår 25/26, hvor der fortsat vil være fokus på fællesskab, læring og udvikling for alle elever. Vi starter det nye skoleår op med en spændende introuge, hvor der vil være masser af anderledes indhold og du vil lære personalet og dine klassekammerater at kende. Ud over den almindelige undervisning og valgfag, er der igennem skoleåret mange interessante aktiviteter og projekter. Vi tager i biografen, vi har Roadshow og forskellige andre erhverv på besøg i 10. klasse for at fortælle om deres uddannelsesmuligheder. Vi har en projektuge med en tur til København. Eleverne skal bl.a. til Folkemøde Møn, besøge Euroskills i Herning, muligvis med overnatning. Eleverne skal deltage i samarbejdsdage med de lokale uddannelsesinstitutioner, og i brobygning. Alt dette skal være med til at skabe et spændende og varieret skoleår og afklare eleverne i forhold til valg af ungdomsuddannelse. Det er trods alt en af 10. klasses fornemmeste opgaver.”
EPX-uddannelsen er en toårig erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, der skal forberede eleverne til at starte på enten en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. Dermed udvides gymnasieskolens formål til også at forberede eleverne til erhvervsuddannelserne.
Fagene vil afspejle erhvervs- og professionsrettede ambitioner og introducere eleverne til både humanistiske, tekniske, naturvidenskabelige, etiske, æstetiske og digitale perspektiver på almen dannelse.
Af aftalen fremgår det i øvrigt, at karakterkravet til STX og HHX vil stige fra 5 til 6, og at det fortsat vil være muligt at gå i 10. klasse på efterskoler, dog uden at forløbet er kompetencegivende til en ungdomsuddannelse.
Der afsættes to milliarder ekstra kroner årligt til gymnasierne, samt fem milliarder kroner til opstarten af den nye uddannelse.
Læs mere om den nye uddannelsesreform her: