Læs ugens anmeldelse der denne gang berører antikkens filosoffer
Pernille Vangaa Knudsen anmelder ”Mere er aldrig nok – hvad antikke filosoffer ved om et lykkeligt liv” af Niels Overgaard.
I bogen bliver vi bragt tilbage til Antikkens største tænkere, hvor Sokrates, Platon, Aristoteles, Epikur, Aurelius m.fl. kom med deres bud på det ideelle liv. Niels Overgaard tager udgangspunkt i de 4 kardinaldyder: visdom, mod, mådehold og retfærdighed, og han fører datidens ord op til nutiden, til det liv vi lever i dag. Han kommer med sit bud på, hvordan vi kan bruge datidens tænkere i hverdagen for at få et lykkeligt liv.
Bogen indledes med en forklaring på, hvad dyder er. Definitionen sættes i et bredere perspektiv, og han gør op med den mere gammeldags definition, hvor dyd handlede om ikke at træde ved siden af – at holde sig på dydens smalle vej. I bogen skal dyd forstås som en egenskab, man kan blive god til.
Bogen kan ved første blik virke noget højtravende, når kardinaldyder og store ord fra filosofferne uddybes, men Niels Overgaard formår at gøre det håndgribeligt og forståeligt for alle ved at inddrage erfaringer fra sit eget liv. Han fremhæver, at man skal elske sig selv først, for at elske andre, og at det er i vores relationer, lykken findes.
Vi er ikke en ø – hver især, men en del af noget større. Vi har brug for hinanden.
Lykken skal komme indefra, og han siger, at det som regel ikke hjælper at flytte eller gøre andre større livsændrende ting i vores liv for at blive lykkelige. Ændringen skal ske inde i én selv. Han trækker hele tiden paralleller fra de gamle skrivere til vores hverdags-gøremål og handlinger, og mens man læser, tænker man: Han har måske nok fat i noget, ham der Niels Overgaard.
Der jongleres bl.a. rundt med emner som krænkelseskulturen, overforbrug af sociale medier, dyrevelfærd, krig i verden, naturen, samt alle mulige dilemmaer og problemstillinger, som vi hver især står overfor som menneske i en moderne tid.
Læs hele Pernilles anmeldelse på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration.
'Krager skriger ikke om natten'
John Arnoldus fortæller om lysten til at skrive en bog, lige fra ideen blev undfanget til det store arbejde med research, bogens plot, og når det er en roman - hvad er budskabet til læseren.
"Da jeg valgte at skrive en historisk spændingsroman, var det vigtigt for mig, at alle beskrevne begivenheder var korrekte (geografisk, historisk, politisk) og refererede til virkelige hændelser med eksisterende personer i den omtalte periode. I min bog er kun hovedpersonen fiktiv, og han har ingen indvirkning på verdenshistorien, men iagttager den gennem sine oplevelser", fortæller John.
Hans roman "Dragende Horisonter" er en ny historisk spændingsroman om immigrationen fra Danmark til Amerika i 1856. "Dragende horisonter" foregår i emigrationstiden i årene 1856-76. Den beskriver eventyrlysten, som drev de mange emigranter, og deres strabadser under rejsen til Amerika. Vi kommer helt tæt på de store indianerkrige og nybyggernes måder at sikre sig i det nye land. Bogen viser livet på prærierne inden Amerikas uudforskede vestlige territorier bliver kortlagte og inddraget i De Forenede Stater.
Hovedpersonen Danny er drevet af eventyrlyst og hjulpet af sin lærenemhed og årvågenhed. Han oplever også i det forjættede land en stor kærlighed – og en stor sorg.
Gratis adgang med billet, det sker d. 27. januar kl. 19.00 på Vordingborg Bibliotek.
Hent billetter
Vær med til at dyste mod andre i nye som gamle brætspil
Mangler du én at spille med, eller ønsker du at møde andre med samme interesse for brætspil som dig selv?
Så kom og spil med når vi mødes til spilleaften på Vordingborg Bibliotek den sidste torsdag i måneden(30. januar) fra kl. 19.00-22.00.
Vi har brætspil, men du er meget velkommen til at medbringe dine egne!
Det er gratis at deltage, man møder bare op.
Slange og øgle løs på biblioteket
Kom helt tæt på, få fakta og rør ved dyrene, når Krokodille zoo gæster Møn Bibliotek. En medarbejder tager en skællet slange med og en mindre øgle, som børnene kan røre.
Det er gratis at deltage og man møder bare op d. 31. januar kl. 16.00.
Da Lilleræv blev storebror
En humoristisk fortælling om kærlighed
Da Lilleræv bliver storebror, stjæler hans nye lillesøster mors kærlighed. Lilleræv går alene ud i skoven, hvor han møder fru Hjort, der på utraditionel vis hjælper ham med at genvinde kærligheden.
Teaterforestillingen fremføres af 'Mit teater' på Vordingborg Bibliotek d. 1. februar kl. 11. For børn i alderen 3-8 år.
Køb billet