Ugens anmeldelse
“Hjemme hos Danmark”
En flot coffee table bog af Kristine Virén og Anne Glad.
Den kæmpetunge bog er en indbydende, informativ og inspirerende rejse gennem den danske boligindretnings historie i nedslag fra 1930-2020’erne. Bogen beskriver, hvordan danskernes har indrettet deres hjem rum for rum, gennem tidens løb. Den giver samtidig et indblik i, hvordan design, kultur og samfundsforhold har været med til at forme vores boliger ude og inde.
Her vises hvordan fx dørhåndtag og stikkontakter har ændret sig med tiden.
Det lyder måske ikke så interessant, men det er det. Ligeledes er det en spændende gennemgang af hvert enkelt rum, med de trends der fulgte i det givne årti. Og er man interesseret i retro og design generelt er der mange skønne gensyn.
Her er billeder af ryatæpper, Holmegaard glas, krenit, Margrethe skåle, skønt gammelt porcelæn, walkman, Christelplakater og designermøbler som ægget og meget, meget mere.
Kristine Virén kender vi fra Hammerslag og Anne Glad har i mange år været fast livsstilsekspert på ”Kender du typen”.
De tager os med på en rejse gennem tiden, hvor de redegør for, hvad der var populært og hvorfor. Bogen har masser af fotos og med en let tilgængelig skrivestil og mindre afsnit, er det en skøn bog, at læse og/eller kigge i.
Læs hele Mettes anmeldelse på www.vorbib.dk og vores Facebookside HER, hvor du også kan hente mere inspiration
Bogbyttedage på Vordingborg Bibliotek
Den første weekend i marts har du igen mulighed for at bytte dig til fantastiske læseoplevelser på Vordingborg Bibliotek.
Fredag 7. marts kl. 11-16 + lørdag 8. marts kl. 10-13.
Bogbyttedag er den bæredygtige måde at få nye bøger, da det handler om genbrug og byttehandler. Du kan kvit og frit tage en eller flere bøger med hjem samtidig med, at du afleverer dem, du har læst. Har du ikke noget, du kan aflevere, er du alligevel velkommen til at tage noget læsestof med hjem. Der plejer at være et pænt stort udvalg.
Gamle, men stadig gode bøger får nyt liv, og måske møder du også andre litteraturglade mennesker.
Som altid vil der være kaffe på kanden. Vel mødt!
Læs bogen - se filmen i romantikkens navn
Vi læser bogen "Bridget Jones - vild med ham" og ser filmen af samme titel i Bio Bernhard.
Denne gang vender Bridget tilbage på datingmarkedet.
Hun er kommet i 50’erne, og det er ikke nemt at være single, nu hvor det foregår på dating-apps, der i sig selv giver en masse udfordringer.
Selvom du ikke har læst eller set de tidligere film i serien, kan du sagtens være med.
Vi afholder bogsnak i salen d. 12. marts kl. 9.15.
Husk at købe billet til filmen inden bogsnakken starter, hvis du ønsker at deltage i denne, da filmen vises direkte derefter kl. 10.00.
Man er velkommen til kun at se filmen, uden at deltage i bogsnak.
Lån bogen på Præstø Bibliotek og se filmen i Bio Bernhard.
Usædvanlige konstruktioner, broer og store kræfter
Kom og hør med, når Klaus Henrik Ostenfeld giver et indblik i nogle af verdens største bygge- og broprojekter.
Det sker onsdag d. 12. marts på Vordingborg Bibliotek kl. 19.00.
Den prisvindende bygningsingeniør og professor Klaus H. Ostenfeld giver et unikt indblik i arbejdet med nogle af de største bygge- og broprojekter i verden, hvor teorierne om store konstruktioner omsættes til praktiske ingeniørløsninger, der kan realiseres uden alt for stor risiko.
I sin over 55-årige lange karriere har Ostenfeld været projektansvarlig på Farøbroerne samt Storebælts- og Øresundsforbindelsen, samt arbejdet med andre store byggeprojekter rundt om i verden, bl.a. Normandie-broen i Frankrig, kæmpebroer i Bangladesh og de olympiske konstruktioner i for Olympiaden i Montreal ’76.
Af og til har arbejdet budt på udfordrende samarbejder med berømte arkitekter, som ikke umiddelbart lod sig overbevise om, at deres avancerede udformninger skitseret med fed blyant på transparent papir næppe kunne realiseres på grund af ignorance af tyngdekraften, usædvanlige kræfter og deformationer.
Køb billet til foredraget med Klaus Henrik Ostenfeld her.
Kulturkufferten præsenterer Ulla Abdullas Cocobongoband
Giv dit barn en fantastisk oplevelse med masser af musik, leg og dans. Ulla Abdullas Cocobongoband spiller herlig musik, som man ikke kan sidde stille til. For børn fra 1-3 år.
Det sker på Vordingborg Bibliotek lørdag d. 15. marts kl. 11.
Køb billet til forestillingen med Ulla Abdullas Cocobongoband her