Præstø Børnehus indviet med taler, sang og kage

Publiceret 28-03-2025

I Præstø var glæden stor, da byens nye børnehus i går slog dørene op. Forventningsfulde børn og andre interesserede voksne stod klar, da borgmester Mikael Smed officielt kunne indvie Præstø Børnehus.

Borgmester Mikael Smed sammen med dagtilbudleder Laila Hertel Gunthel foran det nye Præstø Børnehus

Præstø Børnehus er den første Svanemærkede bygning i Vordingborg Kommune, og rummer foruden 10 stuer også lokaler til dagplejen.

Børn og voksne i Præstø Børnehus havde forberedt en sang, skrevet særligt til denne store dag og Erik på 5 år hjalp borgmester, Mikael Smed (S), med at klippe snoren til børnehuset.

Herefter inviterede dagtilbudsleder, Laila Hertel Gunthel, sammen med det øvrige personale, de mange fremmødte indenfor.

Borgmester, Mikael Smed (S) glæder sig over, at det nye Præstø Børnehus står færdigt: ”Det er spændende at få lov at indvie et helt nyt børnehus, endda den første Svanemærkede bygning i Vordingborg Kommune, og som vi har kunnet se her i dag, er der ingen tvivl om, at både den visuelle, sanselige og ergonomiske del af det fysiske miljø har betydning for børnenes muligheder for udfoldelse, kreativitet og samvær.”

Frederik Gudi Sommer-Gleerup, afdelingschef med ansvar for certificering, byggeri og service i Miljømærkning Danmark, bakker op: ”En svanemærket daginstitution er et bedre valg for både miljø og klima – og ikke mindst for de børn og medarbejdere, der har deres daglige gang i bygningen. Derfor er det rigtig godt, at Vordingborg Kommune har fået deres første svanemærkede børnehus. Flere og flere kommuner har fået øjnene op for de mange fordele, der er ved svanemærkede daginstitutioner, herunder et godt indeklima og lavt energiforbrug”

I Præstø Børnehus har alle stuer deres egen indgang og egne toiletfaciliteter. Det betyder, at børnene i hverdagen vil opleve relativt afskærmede miljøer med kendte voksne og jævnaldrende. Imellem stuerne er der særlige zoner, ”Rum til Magi” der er indrettet til at understøtte børnenes leg og læring. Her får børnenes fantasi frit løb, når der afprøves nye lege, bygges slotte og laves eventyrlig mad.

 

Bjørn-Erik Kölsch fra Miljømærkning Danmark overrækker de to certifikater til dagtilbudsleder i Præstø Børnehus, Laila Hertel Gunthel, og borgmester, Mikael Smed
Bjørn-Erik Kölsch fra Miljømærkning Danmark overrækker de to certifikater til dagtilbudsleder i Præstø Børnehus, Laila Hertel Gunthel, og borgmester, Mikael Smed

Fakta

Om Svanemærkede bygninger

  • Lavt energiforbrug
  • Godt indeklima (krav til fugtsikring og afgasning af skadelig kemi)
  • Lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer (maling, rengøringsmidler mv.)
  • Lever op til krav, der fremmer cirkulær økonomi (sporbarhed på materialer og kemiske produkter, krav om genanvendelse af materialer)
  • Lever op til skrappe krav, der fremmer biodiversitet