Nødvendig fældning af træ i Historisk Botanisk Have

Træet udgør en risiko for både besøgende og haveanlægget.

I forbindelse med Trafik og Ejendommes gennemgang og tilsyn med træerne i Historisk Botanisk Have er der konstateret alvorlige skader på et småbladet lindetræ (Tilia cordata). Der er et vandret flæk i hovedstammen i ca. 2,5 meters højde, det arbejder i vinden, og der er stor risiko for at stammen flækker. Derudover ses store områder med råd i stammen, og der høres hulheder, træet smider jævnligt store grene, og der er store sår fra tidligere beskæringer. Desuden mistænkes det, at træet er angrebet af kulsvamp.

Foruden den visuelle vurdering af træet er der udført en rådmåling ved træets basis. Målingen viser, at træets kerne er nedbrudt. Seniorrådgiver med speciale i sygdomme på træer Iben M. Thomsen fra Københavns Universitet er blevet konsulteret omkring træets tilstand. ”Omfanget af råd i stammen kombineret med de øvrige tegn på svækkelse gør mig bekymret for træets stabilitet. Der er nok ingen vej udenom en fældning eller som minimum en fjernelse af hovedparten af kronen.”

Træet er yderligere blevet undersøgt for om det skulle være hjemsted for flagermus, men det er ikke tilfældet.

”I lyset af træets skader ser vi os nødsaget til at fælde træet, da det udgør en stor sikkerhedsrisiko. Dels for de besøgende der færdes i og uden for Historisk Botanisk Have, men også for selve haveanlægget og de gamle mure på ruinterrænet,” siger chef for Trafik og Ejendomme Lise Hansen Thorsen

Træet nedskæres med støtte fra en kran, så skader på mur og haveanlæg undgås. Fældningen kommer til at ske d. 17. juli og vil medføre, at indgangen til Borgcenteret afspærres fra kl. 07.00 til 12.00.

Det vil efter fældningen, ca. kl. 12 være muligt at kigge nærmere på træet og høre vores arborister og Chef Lise Hansen Thorsen fortælle om træets skader, samt stille spørgsmål til dem..