Ny vognmand henter affald

Vognmand M. Larsen overtager indsamlingen af affald i Vordingborg Kommune.

Meldgaard Miljø har indgået aftale med M. Larsen om at overtage deres aktiviteter i Vordingborg Kommune.

Der bliver dog umiddelbart ingen forskel at mærke for borgerne. Der er således ingen ændringer i tømmedage for dagrenovation, papir og storskrald som følge af overdragelsen. Som borger kan du stadig bruge selvbetjening på www.affald.vordingborg.dk, hvis du har besked til kommunen om afhentningen af affald fx manglende tømning eller bestilling af afhentning af storskrald. Den eneste ændring er, hvis du har brug for at kontakte vognmanden direkte. Det kan fx være, hvis du ikke kan benytte selvbetjening. I så fald skal du fremover ringe til M. Larsen på tlf. 4348 9200 eller mail: syd@mlarsen.dk.

Alle medarbejdere og materiel fra Meldgaard Miljø bliver virksomhedsoverdraget til M. Larsen, og aftalen er accepteret af Vordingborg Kommune. Der er indgået lignende aftaler i forhold til Meldgaards aktiviteter i Gladsaxe Kommune og Lolland Kommune, således at Meldgaard Miljø ophører med kommunal affaldsindsamling øst for Storebælt.

”Vi har været glade for at indsamle affald i Vordingborg Kommune, men vi har foretaget en strategisk beslutning om at koncentrere vores aktiviteter på ”hjemmebanen” i det jyske og fynske. Nu overlader vi trygt roret i Vordingborg til vores gode kollega M. Larsen”, siger direktør for Meldgaard Miljø Henrik Meldgaard.

M. Larsen er en velkendt operatør inden for kommunal affaldsindsamling med hovedsæde i Brøndby og flere lokalafdelinger på Sjælland, heriblandt en afdeling i Næstved med ca. 80 ansatte.

Direktør for M. Larsen, Peter Thorn, udtaler: ”Vi glæder os til at komme i gang. Vi ser frem til et godt samarbejde, og vi vil bestræbe os på at levere en god og stabil service for borgerne i Vordingborg Kommune”.