25.000 kr. til at styrke Farmorhusets aktiviteter

En række aktiviteter den 1. juli skal skaffe penge til Farmorhuset.

Udvalget for Økonomi, Planlægning og Udvikling har bevilget 25.000 kr. til Vordingborg Handelsforening til aktiviteter, der skal synliggøre og styrke Farmorhusets betydning for Vordingborg by.

Vordingborg Handelsforening indgår et samarbejde med foreningen Farmorhuset for at styrke en række børnevenlige aktiviteter i Vordingborg by.

Ifølge ansøger skal ansøgningen ses som en del af en større event i Vordingborg by den 1. juli, hvor også andre foreninger indgår i aktiviteterne. Alle involverede foreninger, der deltager i eventen den 1. juli, donerer ifølge ansøger deres indtægter til Farmorhuset for at støtte foreningens fortsatte eksistens i byen.

Midlerne i ansøgningen skal bl.a. bruges til at finansiere en mobil kunstgræsplæne til 15.000 kr.

Vordingborg Kommune har inden for kultur- og fritidsområdet ydet enkeltbidrag til foreningen Farmorhuset i forbindelse med særlige arrangementer, men giver ikke nogen form for permanent støtte eller midler til Farmorhuset.