Bygningskulturens Dag

Bevaringsforeningerne samarbejder igen i år om en fælles udflugt.

De tre bevaringsforeninger i Vordingborg Kommune, Vordingborg Bevaringsforening, Bygnings- og landskabskultur Møn og Bevaringsforening for Præstø og Omegn, samarbejder igen i år med Vordingborg Kommune om at arrangere en årlig udflugt, der sætter bygningskulturen i fokus. Bygningskulturens Dag er vores lokale svar på European Heritage Day, der over årene har fortsat en fin tradition for at fremme forståelsen for vores bygningshistoriske kulturarv og de tilhørende bygge- og håndværkstraditioner.

Arrangementet i år vil fokusere på samspillet mellem erhverv, kultur og bygningsbevaring, og vil i nogen omfang have fokus på ny anvendelse af ældre bygninger, og særligt nyere indretning af bevaringsværdige bygninger.

Som traditionen byder, planlægges arrangementet som en guidet bustur rundt til de steder og ejendomme i kommunen der vil kunne fortælle en interessant historie om en udvikling i samspillet mellem erhverv, kultur og bygningsbevaring.

Den præcise dato for arrangementet er pt. ikke fastlagt men vil blive annonceret sammen med det endelige program, der forventes at forgå en søndag omkring 1. oktober.