Fartvisere i Stege ændres

I uge 42 udskiftes solcellerne på fartviserne på Langelinie i Stege.

I Vordingborg kommunes trafiksikkerhedsplan for 2013-16, er der udpeget et projekt omkring hastighedstiltag på Langelinie i Stege. Begrundelsen er, at resultaterne fra trafiktællinger og planens uheldsanalyse, viser at der er et behov for, at sætte ind over for de høje hastigheder. De høje hastigheder blev igen bekræftet ved de trafiktællinger som Trafik, Park og Havne har foretaget i 2015.

Da vejen fungerer som en omfartsvej, der bl.a. betjener den tunge trafik til industriområdet, har Vordingborg kommune også skulle tage hensyn til fremkommeligheden. Derfor har vi valgt løsningen med fartvisere, som har en dokumenteret effekt på farten og anbefales i Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan for 2013-2020.

Vordingborg kommune indgik for et år siden en aftale med firmaet ATKI om levering af fartviserne til Langelinie i Stege. Det blev besluttet at arbejde ud fra en grøn profil, og få opsat solceller til systemet.

ATKI havde på daværende tidspunkt udviklet et nyt solcellesystem, og kommunen var villig til at være det første sted i landet, hvor de kunne afprøve deres system. I aftalen blev der stillet et vilkår om, at kommunen ville være udgiftsneutral, hvis systemet ikke levede op til det aftalte.

Efter forskellige supplerende tiltag, er det nu besluttet at udskifte solcellerne, da de nuværende ikke kan forsyne fartviserne med nok strøm til at virke på alle tidspunkter af døgnet og dermed påvirke trafikanterne.

Vi håber borgerne tager godt imod dem. Har du spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte afdelingen for Trafik, Park og Havne på 55 36 25 70