Flertalsgruppe bag budgetaftale

Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative indgik mandag den 26. september budgetaftale for 2017.

”Det ærgrer mig selvfølgelig, at det ikke er et bredt flertal som står bag. Vi har under hele forløbet haft en god dialog på tværs af partier og lister, og har stort set været enige om alle de store linjer. Derfor er det også mindre forhold og ikke mindst forskellige syn på de nødvendige besparelser, der gør, at vi ikke får den brede aftale.” Sådan lyder det fra borgmester Knud Larsen efter at kun partierne i flertalsgruppen, Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative i kommunalbestyrelsen mandag aften indgik forlig om budgettet for 2017 og overslagsårene 2018 – 2020.

Viceborgmester Heino Hahn udtaler: ”Jeg er trist over, at det ikke lykkedes at indgå et bredt forlig. Vi var meget tæt på en fornuftig aftale, og der er helt klart mere som vi er enige om, end som skiller os.”

”Flere års investeringer i væsentlige og vigtige velfærdstilbud til borgerne – ikke mindst et nyt Vandhus og et nyt Borgercenter - har medført, at vi står med en lav kassebeholdning. Den udfording har vi håndteret med budgetaftalen. Det er jeg tilfreds med”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Thomas Christfort.

”Budgetaftalen er er stram, men den sikrer, at Vordingborg Kommune både i 2017 og i årene fremover har en bæredygtig økonomi. Det sker samtidig med, at der er fundet plads til en fortsat udvikling af vores kommune hen mod vores vision, om at være en kommune summende af aktivitet og vækst i erhvervslivet, herunder også handlen og turismen,” siger Knud Larsen.

Budgetaftalen tager afsæt i de økonomiske rammer og vilkår, som er blevet aftalt med Regeringen om kommunernes økonomi i 2017, og indeholder over fire år en forbedring af kassebeholdningen med ca. 40 millioner kroner og en nedbringelse af kommunens gæld med 83 millioner kroner. Aftalen indeholder desuden en uændret skat og grundskyld og en dækningsafgift for erhverv på 0.

Børn og Familieområdet og Psykiatri- og Handicapområdet får tilsammen 15 millioner kroner i hvert af årene fra 2017 – 2019. Der afsættes også midler til et nyt døgntilbud til børn og unge med autisme mellem 15 og 25 år, som indrettes i den tidligere Mern børnehave.

På anlægssiden er der flere store men nødvendige udgifter. Det drejer sig blandt andet om 80 millioner kroner i forbindelse med det offentlige-private samarbejde om det nye vandhus, det nye Borgercenter og midler til at sikre fornuftig og kvalitetsmæssig bebyggelse af Antonihøjen.

Klintholm Havn, egnshuse i Ørslev og Stensved, kunstgræsbaner i Præstø og Stege, ny bro over Orevej samt klimatilpasning er andre projekter, som er med i budgetaftalen.

Endelig er der afsat midler til støtte til en bredbåndspulje, til udvikling af havnefront i Stege, Stege Voldanlæg og brostensbelægning i Præstø.

Det stramme budget medfører dog også en reducering af visse tidligere besluttede anlæg og udgifter. Det gælder således vedligeholdelsespuljer til havne, bygninger, grønne områder, tilgængelighed, parker mm. Og der er ikke afsat midler til nye cykelstier eller byforskønnelse i 2017.

Udviklings- og markedsføringspuljen reduceres med 1,4 mio. kr. i 2017 og den frie pulje til turismeområdet under Erhvervsudvalget reduceres med 0,4 mio. kr. i 2017.

Organisatorisk spares der blandt andet ved samling af funktioner til at varetage drift og vedligehold af kommunens bygninger, øget digitalisering samt ved en nedsættelse af taksten for medarbejderes kørsel i egen bil.

Budgettet skal endeligt vedtages inden den 15. oktober.

Se endelig budgetaftale samt bilag: