Informationsmøde om trafikken i Algade

Kom til informationsmøde om Algades fremtid mandag 12. juni 2017.

Der er ingen tvivl om, at Algades fremtid berører mange mennesker i Vordingborg. Det giver sig til udtryk i de mange besvarelser og henvendelser, som Vordingborg Kommune har modtaget i forbindelse med den aktuelle trafikkampagne i Vordingborg Kommune.

Mandag den 12. juni inviterer Vordingborg Kommune derfor til møde om Algades fremtid. Det sker på spillestedet Stars i Algade nr. 84 klokken 18.30-21.00.

Her præsenterer Vordingborg Kommune konkrete løsningsforslag for trafikken i Bymidten og Algade. Løsningsforslagene er udarbejdet på baggrund af de udmeldinger og besvarelser af brugerundersøgelsen, der er kommet fra Vordingborgs borgere og butiksdrivende.

Mødet vil ikke lede op til debat, men der vil blive fremlagt resultater i form af scenarier for bymidtens trafik. Der vil også være mulighed for at stille opklarende spørgsmål efter fremlæggelserne. Der bliver serveret en sandwich undervejs.

Siden det indledende borgermøde i februar 2017 har der været mulighed for at give sin mening om trafikken i Algade til kende – og det kan man stadig nå frem til 15. juni, hvor undersøgelsen stopper. Der ligger online spørgeskemaer på De Røde Løberes hjemmeside og Facebookside samt på Vordingborg Kommunes Facebookside. En lille kampagnevideo har floreret på Facebook og er blevet set over 8000 gange. Der hænger plakater i Algades butiksvinduer, og der ligger postkort ved butiksdiskene med fire hurtige spørgsmål, man kan besvare. Kommunen har aktivt været ude og opsøge unge og børnefamilier, da disse to grupper ellers kan være svære at nå ud til. Over 800 besvarelser og over 200 skriftlige kommentarer og input er allerede i hus. Nu er det tid til at samle op.