Ny kulturprisaftale med Lollands Bank

Aftale mellem Vordingborg Kommune og Lollands Bank sikrer kulturpriserne det næste år.

Den årlige uddeling af kulturprisen, som Vordingborg Kommune og Lollands Bank har været fælles om, har efterhånden udviklet sig til den imødesete markering af det unikke kulturliv, som findes i Vordingborg.

Derfor er det med stor glæde, at kulturpriskomiteen kan fortsætte sit arbejde i 2016.

Lollands Bank ønsker, efter at have mødt flere af de tidligere vindere - især de unge talenter - at fortsætte samarbejdet.

Filial direktør Finn Pedersen udtaler:” Det er vigtigt at understøtte de talenter, som kommer fra området – flere af de unge vindere fortæller at kulturprisen har gjort en forskel for dem i forhold til, at få legater og udlandsophold under studiet. Dette er et af hovedargumenterne for, at banken ønsker at indgå en ny aftale.”

Filialdirektør Finn Pedersen og Borgmester Knud Larsen vil tirsdag den 24. maj kl 11 officielt underskrive den nye aftale. Det vil foregå på Stars.

Kulturpriskomiteen får i det kommende år to nye ansigter, som skal være med til at finde dette års vinder. Komiteen vil bestå af:

Jens Rask, økonomidirektør i Dansk Erhverv

Christina Jørgensen, daglig leder Galleri Kunsthal 44 Møen

Lisbeth Mogensen, Børne- og Kulturdirektør

Jakob Brixvold, sekretariatschef Dansk Live

De to nye er;

Line Svendsen, skuespiller

Christian Brorson, Club- og Musikdirektør Jazzhus Montmartre

Kulturprisvinderen i 2015 var Vilde Vulkaner Festivalen, de fik primært prisen på grund af det store frivillige engagement. Prisen blev uddelt ved et stort festligt arrangement på Panteren i januar måned i år.

Vordingborg Kulturpris er blevet uddelt siden 2008. De tidligere vindere er; Waves festivalen 2008, Stars 2009, Trendemøller 2010, Jeppe Hein 2011, Teater miljøet ved Paolo Nani, Neander Teater og Cantabile 2 i 2012, Babette 2013 og Filmfabrikken 2014.